Fortsæt til indhold

Har ydet service til IT i ti år i Hammel

Han er programmør, men han kan også bruge skruetrækkeren

Samfund
Erling Baastrup

For 10 år siden startede Allan Pedersen sit firma Hammel IT-service. Det ligger i Hammel på Baneallé. Han har også en afdeling i Nykøbing Mors.
Han har en uddannelse fra dengang det hed ”edb-assistent”, så han kan programmere helt ned til roden.
Det tekniske med tangen og skruetrækkeren har han lært efterhånden.

”Computerne holder typisk fra to til 10 år. Der findes også ”mandags-modeller” inden for computere,” fortæller Allan Pedersen, da vi spørger til holdbarheden. Og han konstaterer, at de igen holder længere end for et par år siden. Grunden er den, at selv de billigste komponenter er blevet bedre.

Elektroniske postkasser

Nu skal alle jo have elektroniske brevkasser. Hvad rådet du en pensionist, der ikke har prøvet sådan noget før, til at gøre?

“Køb en bærbar computer til f.eks. 2.500 kroner. Hæld så nogle programmer i den. F.eks. en Office-pakke til omkring 1.000 kroner. Så kan jeg hjælpe i gang på 2-3 timer. Man kan også købe sig f.eks. en DukaPC, som sælges i Søften. Her har man hele tiden medarbejdere klar på linjen til at assistere,” fortæller Allan Pedersen, der også gerne rådgiver om køb af maskineriet.
Men han gør også klart, at han næppe kan konkurrere med f.eks. Bilka. Til gengæld synes han, det er ok at bruge ham, selv om computeren er købt et andet sted.

Gratis programmer

Virussystem?
”Man kan ikke gardere sig helt. Disse programmer er jo i sagens natur altid bagud. Men man kan faktisk få udmærkede antivirusprogrammer, der endda er gratis.”

Hammel IT-service i Hammel har flest kunder omkring Hammel, men også på Sjælland. Blandt kunderne er store virksomheder, hvor man tilkalder Allan Pedersen. Han har mange kontrakter, men ingen servicekontrakter.