Fortsæt til indhold

Vi skal passe på hinanden på nettet

Fedt med Facebook, Instagram og Snapchat, men pas på, at konflikter ikke accellererer, lød det på Realskolen

Samfund
Erland Rasmussen

“Vi kan se, at tonen er blevet bedre på nettet, men der er stadig mange unge, der kommer i problemer på bagkant af de sociale medier.”
Sådan siger SSP-koordinator Kristian Kilt, der forleden var i dialog med de ældste klasser på Realskolen i Skanderborg om god tone på nettet.
Realskolens SSP-lærer, Lærke Dygaard, der har booket arrangementet, er heller ikke i tvivl om relevansen.
“Emnet er meget aktuelt. Man tror, det er helt uskyldigt, hvad man lægger op på nettet, men det kan hurtigt komme til at virke stødende,” siger Lærke Dygaard.

Det giver god mening

Realskolens SSP-lærer oplever, at eleverne ofte ikke kan overskue konsekvenserne af det, de lægger på de sociale medier.
“Derfor giver det god mening, at vi booker disse foredrag, fordi det giver eleverne nogle input, så man tænker mere over, hvad man gør på nettet,” fortsætter Lærke Dygaard.
Hun oplyser, at det ikke bare er eleverne, der lærer om god tone på de sociale medier, men der er således også et arrangement på vej til forældre og lærere, så de også er på forkant med, hvad der foregår blandt unge på de sociale medier.
På Realskolen begynder man allerede at tale om sociale medier med eleverne på 4.- og 5. klassetrin.
“Vi skal have fat i eleverne tidligt, så de lærer at gebærde sig. Og spørger man i en 4.- og 5. klasse, hvor mange der har Facebook eller Instagram, ja, så kommer der en skov af hænder op,” konstaterer Lærke Dygaard.
Kristian Kilter heller ikke i tvivl om berettigelsen.ww
“Vi oplever, at en konflikt mellem unge ofte accelererer med de sociale medier som medspiller. Og det kan være en hård belastning at føle sig mobbet eller udstillet på nettet,” uddyber Kristian Kilt.

I klemme med nøgenfotos

I SSP støder man jævnligt ind i unge, der er kommet i klemme eksempelvis med nøgenbilleder.
“Her er det vigtigt, at forældrene også spiller med og spørger til, hvad der foregår på nettet. Ofte taler de unge med andre unge om problemet, fordi de oplever det som skamfuldt,” siger Kristian Kilt.
Reaktionen på net-seancen var også positiv hos eleverne .
“Det var sjovt og lærerigt, fordi Kristian var på bølgelængde med os. Det er et vigtigt emne, som vi kan relatere til,” lød det fra en gruppe elever: Amalie Kroll Mathiassen, Julie Pauline Madsen, Emilie Vad, Mads Øvad Mouritsen og Martin Skovholm.