Fortsæt til indhold

Èn ud af 100 cykeltyverier fører til sigtelse

I Østjylland blev der stjålet 6.168 cykler i 2014. Samme år blev der kun rejst 62 sigtelser

Samfund
Kian Johansen

Cykeltyverier Har du fået stjålet en cykel, så er der ikke megen hjælp at hente fra politiet. For hver 100 cykler, der stjæles, førte det kun til én sigtelse i Østjyllands Politikreds i 2014. Det viser tal fra Østjyllands Politi og Danmarks Statistik. Det samme billede viser sig på landsplan, når du kigger på tallene fra Danmarks Statistik.
“Alle de cykler må jo være et eller andet sted henne,” undrer Jens Bråd Hansen, Foldby, sig. Hans søn fik for nylig stjålet en mountainbike af mærket Cube ved højlys dag, da sønnen skulle til terminsprøve på Præstemarkskolen i Søften tæt på Aarhus. På trods af familiens intense eftersøgning er den dyre cykel ikke blevet fundet. Og sådan har over 6.000 andre østjyder det også.

235 cykler i Favrskov

I Favrskov blev der stjålet 235 cykler i løbet af 2014, mens der i Aarhus forsvandt 4.894 cykler. Når en cykel stjæles, kan det være brugstyveri, hvor en person stjæler en cykel for at komme hjem. Her kan man typisk finde cyklen igen ved at lede i nærområdet, fortæller politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi.
En anden måde er tyve, der går målrettet efter bestemte typer og dyre mærker. Her er det typisk en varevogn og en boltsaks, der bruges for at hente byttet.
Om der er tale om organiserede bander, og om de kommer fra østlandene, det har Østjyllands Politi intet klart billede af.

Fordelingen af cykeltyverier i Østjyllands Politikreds. I 2014 blev der anmeldt 6190 cykeltyverier i Østjyllands Politikreds. Det førte til 62 sigtelser. Kilde til grafik: Danmarks Statistikbank STRAF11 Grafik lavet af Kian Johansen

Tyv med fingeren på cyklen

Med så få sager, der fører til sigtelser, står cykeltyverier klart nede på politiets prioriteringsliste, selvom man ikke kan få dem til at sige det højt.
“Vi er opmærksomme på det, når vores folk er på patrulje, og vi stopper mistænkelige personer på cykel. Og får vi opkald om, at nogle opfører sig mistænkeligt (tæt på en bunke cykler, red), så følger vi op,” forklarer politiinspektøren.
“Men vi skal faktisk tage tyven med fingrene på cyklen for at bevise et tyveri,” lyder det.