Fortsæt til indhold

Mariam har lukket sin Let-Køb i Brabrand

Posten flytter til City Vest, og medicin-udleveringen er usikker med Let-købs lukning

Samfund
Christina S. Johansen

Mariam Faizmand har drevet Let-Køb på Hovedgaden i Brabrand i fire et halvt år, men nu er det slut. Butikken langede i fredags sine sidste frimærker og sodavand over disken.
“Det er hårdt. Rigtig hård! Vi har været meget glade for at være her, og kunderne har været så søde - dem vil jeg gerne takke,” siger Mariam Faizmand, som har drevet butikken med sin mand.
Hun fortæller, at det er gået stille og roligt ned ad bakke, efter Netto åbnede på Silkeborgvej - og specielt efter discountbutikkerne udvidede deres åbningstider. Halvdelen af kunderne er smuttet.
“Vi har oplevet rigtig meget med den her butik, så vi er kede af, at det er slut, men vi kan ikke klare mere nu. Vi arbejder rigtig hårdt - 12 timer om dagen - men tjener meget lidt, og så har vi samtidig tre børn,” siger Mariam Faizmand, som desuden fortæller, at de på et skilt i butikken har gjort opmærksom på lukningen i fire måneder, men ingen har ønsket at overtage forretningen.

Pakker og medicin

Det betyder, at Brabrand-borgerne nu skal til City Vest for at sende og hente deres pakker, da Let-Køb hidtil har haft den tjans, ligesom de også har stået for medicinudlevering.
Hvad, der sker med denne, er dog mere uvist.
“Vi gør, hvad vi kan, for at finde en anden løsning - vi arbejder lige nu på sagen og håber på en hurtig løsning,” lyder det fra Helle Kristensen Baunmøller, der er apoteker i Aarhus City Vest Apotek, som har leveret medicinen til Let-Køb.

Vil gerne læse videre

Nu venter der en helt ny tilværelse for Mariam Faizmand. Hun vil nemlig gerne læse videre - måske til kontorassistent eller måske til blomsterdekoratør. Det er to områder, som interesserer hende.
“Men lige nu er det hele lidt uoverskueligt - at skulle lave CV, jobansøgninger og sende papirer til kommunen - det har jeg jo ikke gjort i rigtig mange år,” siger hun.