Fortsæt til indhold

Hvordan i bækken...?

Nabo undrer sig over at kommunen kan lægge forurenet jord tæt på en mindre bæk

Samfund
Kian Johansen

Lars Nielsen fra Møllevej i Thorsø er forundret.
I forbindelse med en kommende renovering af kloakkerne i Thorsø skal der lægges opgravet jord på en grund bag ved XL Byg.
15 meter væk ligger en mindre bæk, der i begge ender er i forbindelse med Thorsø Bæk. Den er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, men det er den lille bæk ikke. Når søen 50 meter væk fyldes op med vand, løber det gennem den mindre bæk og tilbage i Thorsø Bæk, fortæller Lars Nielsen, der kan se søen fra sin ejendom.
Han klagede over, at kommunen ville lave et deponi, uden at sørge for at det forurenede jord lå på andet end jorden, og omkranset af en to meter høj jordvold.
“Jeg er bange for at der render forurenet vand ned i grundvandet og rammer bækken, hvor der jo er frit løb til Thorsø Bæk.”

Afviser frygten

Hos Favrskov Kommune afviser man Lars Nielsens frygt for forurening.
“Det er let forurenet jord der i forvejen ligger i vejkanten, der skal deponeres på grunden midlertidigt. Hvis det er stærkt forurenet jord, så skal det i containere. Det er ikke meningen at asfalt og stærkt forurenet jord skal hen til grunden, det køres andre steder hen” forklarer Erik Pedersen, civilingeniør fra Teknik og miljøafdelingen i Favrskov kommune.
“Desuden skal vi kigge på tilladelsen igen inden for fire år, og der forventer vi ikke at vi skal bruge grunden til deponi mere,” siger han.
Hos Dansk Naturfredningsforening i Favrskov er man heller ikke bange for mængden af mulig forurening.
“Min umiddelbare vurdering er, at der med de planlagte sikkerhedsforanstaltninger sker så lidt forurening at det ikke er farligt”, lyder et forsigtigt bud fra formand Alfred Borg.
“Jeg forstår ikke hvorfor kommunen må gøre det,” siger Lars Nielsen, der selv har 12 stykker kvæg på sine marker og her skal han 'overholde alverdens miljøregler'. “De må ikke engang skide to meter fra Thorsø Bæk,” fnyser han.

Dagen efter klagefristen var overskredet, gik man i gang med at grave en to meter høj jordvold omkring grunden i Thorsø. Foto Kian Johansen