Fortsæt til indhold

Sikker sejr til Patrick Nielsen mod svag modstander

Der var ikke meget kriger i “Comanche Boy” Tahdooahnippah som Patrick Nielsen besejrede lørdag

Samfund
Morten Thornton

Missionen lykkedes. Patrick Nielsen hentede sin 24. professionelle sejr og sin første i super mellemvægt, da han lørdag aften besejrede George “Comanche Boy” Tahdooahnippah i overlegen stil.
Tahdooahnippah med indianerblod i årerne og en krigsdanser i ringen inden kampen havde ellers raslet med sablerne inden de to mødtes, men da gong gong'en lød for første omgang satte Albertslunds Patrick sig i respekt.
En veltrimmet Patrick Nielsen viste styrke og gik til angreb fra første sekund. Han drev Tahdooahnippah rundt og rystede ham med et dybt stød allerede i første omgang. I tredje omgang tog indianerene tælling og efter 7. omgang var det slut.
Patrick stod klar midt i ringen, men Tahdooahnippah blev siddende i sit ringhjørne. Han ville ikke mere, og dermed sluttede en ualmindeligt ensidig forestilling 1 sekund inde i 8. omgang. Patrick havde vundet sit 24 professionelle opgør og det første i super mellemvægt.

Følte sig stærkere

Albertslundbokseren så stærk og klar ud. Det klædte ham, at han var rykket en vægtklasse op, og det så også ud som om der var mere bund og mere styrke i slagene. Det bekræftede han da også bagefter:
“Det var en utroligt vigtig sejr for mig,” sagde Patrick bagefter. “Jeg ville gerne have slået ham i gulvet, men det lykkedes ikke. Jeg er nu alligevel glad for min præstation. Jeg holdt mig til planen og det gav bonus. I super mellemvægt er jeg meget stærkere, og jeg føler mig stærkere end nogensinde før.”
Med sejren fulgte bæltet for WBA's internationale super mellemvægts titel.