Tvillinger født 16 uger for tidligt er endelig hjemme

533 gram og 29 centimeter, 553 gram og 30 centimeter.
“Det passer cirka med en halv liter cola i både længde og vægt,” siger Kristina Digmann Due for at sætte størrelsen i perspektiv.
Så små var Kristina Digmann Due og Christian Sandegrav Sørensens tvillinger Johanne og Josephine, da de blev født 16 uger for tidligt.
Herefter fulgte mere end et halvt års indlæggelse, mange operationer og komplikationer, inden familien kunne komme hjem.
“Lægerne sagde, at det var som om, vores piger har læst en håndbog om for tidligt fødte og så valgt at støde ind i samtlige problemer,” fortæller Christian.

Politieskorte til Odense

Kristina havde termin den 6. november, men i begyndelsen af juli bliver det opdaget, at der er et problem med fosterhinden.
“Jeg bliver placeret i en seng med hovedet nedad og besked på kun at bevæge mig, når jeg skulle på toilettet. Sådan lå jeg i ti dage på Kolding Sygehus,” fortæller hun.
Den 16. juli går Kristina i fødsel. Hun bliver overført til Odense med politieskorte. Dagen efter kommer Johanne og Josephine til verden.
Begge piger havde behov for megen behandling for at overleve. I starten trak de vejret selv, men de fik hurtigt brug for hjælp til det.
Der gik lang tid, inden de nybagte forældre fik lov at holde deres børn. Efter 14 dage fik de lov at have Josephine liggende på sig i lidt tid, mens der gik tre uger, før Johanne havde kræfter nok til at komme ud af kuvøsen.
Josephine havde store problemer med lungerne og lå i respirator i fire måneder.
Johanne har problemer med maven og må i alt igennem syv operationer, mens Josephine bliver opereret to gange.
“Havde vi kendt komplikationerne på forhånd, var det ikke sikkert, at vi havde syntes, de skulle igennem alt det. Men når man er i det, tager man en operation af gangen og håber, at det er den sidste. Og så er man lykkelig for, at det er gået godt,” siger Christian.

Ingen alvorlige mén endnu

Familien var indlagt 2,5 måned i Odense, inden de blev flyttet til Rigshospitalet i København for at få pigernes øjne opereret. Her var de også i 2,5 måned, inden de endnu engang kom til Odense og anbragt på to forskellige afdelinger.
Det gjorde, at Kristina og Christian ikke så meget til hinanden, da de var nødt til at være hos hver deres pige hele dagen.
“Det var rigtigt hårdt. Men det er helt vildt, hvad man kan klare. Man skubber sine egne problemer i baggrunden,” siger Christian.
I dag er Johanne og Josephine kommet rigtigt langt. Josephine får stadig hjælp til at trække vejret. Der er en sygeplejerske i hjemmet døgnet rundt til at hjælpe, og pigerne skal jævnligt til kontrol i de kommende år.
“Vi håber, at de får en helt normal opvækst og ikke får alvorlige mén. Det har de ikke endnu. Men det er for tidligt at sige endeligt endnu,” siger Kristina.
Forældrene er dybt taknemmelige over sundhedsvæsenet og den hjælp, de har fået.
“Vi kommer aldrig til at brokke os over at betale skat.”