Bliv sundere i Skødstrup Sportsforening
Fra uge 13 begynder nyt sundhedshold i Skødstrup for alle over 16 år
I september 2014 startede Sund Livsstil i Skødstrup Sportsforening to hold og i alt 12 deltagere gennemførte den første projektperiode i efteråret 2014. Siden er succesen for et Livsstilsændrings-hold gentaget, og nu er endnu er forløb planlagt til at gå i gang.
Det sker fra uge 13, og der er tale om et 12 ugers forløb, hvor holdet mødes én gang om ugen med fokus på at guide ens mad- og bevægelsesvaner i en sundere retning.
Ændring af vaner
'Sund Livsstil i Idrætsforeningen' hedder samarbejdet mellem Folkesundhed Aarhus og Skødstrup Sportsforening. Forløbet omhandler ændring af mad- og bevægelsesvaner og tager udgangspunkt i de enkelte deltageres individuelle mål og udfordringer.
Deltagerne mødes hver mandag fra klokken 17.30-19.30 med en times teori og en times aktivitet, der varetages af personer, som har eller er i gang med en sundhedsfaglig uddannelse.
Første gang er 23. marts. Mødestedet er i Midtpunktet i Skødstrup. Det koster 300 kroner i alt. Betaling og tilmelding sker på webkontingent.dk via hjemmesiden www.skodstrup.dk/ssf