Fortsæt til indhold

Ny skov i Geding beskytter vandet

Samfund
Christina S. Johansen

Magistraten i Aarhus Kommune besluttede i sidste uge at anbefale byrådet at plante cirka 100 hektar skov ved Geding vest for Aarhus. Det skal ske for at sikre et stort grundvandsmagasin mod forurening med pesticider, så der også i fremtiden er rent drikkevand til aarhusianerne. Ved at rejse skov i området undgås brugen af pesticider, da de normalt ikke anvendes ved anlæg og drift af skove.
Geding-skoven vil fylde det samme som 200 fodboldbaner og vil kunne bruges som rekreativt område, da staten er interesseret i at købe jord og anlægge skoven, helt eller delvist som en statsskov.
“Skovrejsningen kræver et kommuneplantillæg, som først skal behandles af magistrat og byråd, hvorefter forslaget skal i offentlig høring. Skovrejsning kan kun gennemføres, hvis enten lodsejeren selv ønsker at rejse skov på sine arealer, eller at lodsejeren gennem frivillig aftale ønsker at sælge til offentlig skovrejsning,” lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.