Fra arbejder-tøs til OVERKLASSEKVINDE
Aarhus Teater sætter elsket musical op. My Fair Lady har premiere 20. marts
Den 20. marts er der premiere på en af de mest elskede fortællinger, nemlig historien om en grim ælling, der bliver til en smuk svane tilsat lidt af Ibsens Nora. Nemlig my Fair Lady.
Det sker på Aarhus Teater, og det er ikke med Audrey Hepburn i hovedrollen men derimod Annette Heick.
Stykket er årets store opsætning, og på Aarhus Teater står et stærkt engelsk team bag sammen med alle husets medarbejdere.
De har knoklet med forberedelserne i mange måneder
Teatermalere, regissører, snedkere, damerne på systuen og stylisterne har været i gang med paryk og deslige til Annette Heick.
Arbejdere og bedre borgerskab
I denne og næste uge fortæller vi Lokalavisen Aarhus Weekends læsere lidt om de mange forberedelser.
My Fair Lady er en musical med musik af Frederick Loewe og tekst af Alan Jay Lerner efter skuespillet Pygmalion af George Bernard Shaw. I My Fair Lady optræder, som i Pygmalion, en professor i fonetik, Henry Higgins, og hans anstrengelser for at ændre blomsterpigen Eliza Doolittles sprog fra arbejderklasseengelsk til et kultiveret tungemål, så folk vil tro hun er fra det bedre borgerskab.
Et væddemål bliver indgået som følger: Professor Higgins skal på et halvt år lære blomsterpigen Eliza at være 'dannet'. Det går dog ikke helt uden skrammer. Eliza vender op og ned på professorens hus – og liv, og følelserne får frit spil. Elizas far, skraldemanden Alfred Doolittle, får med sin gæve gadefilosofi også skubbet til en del af professorens fordomme.
En række sange fra musicalen er evergreens som The Rain in Spain, I could Have Danced All Night, Get Me to the Church on Time og On the Street Where You Live.
Forvandlig
Kodeordet i musicalen er forvandling: Kan man pille arbejderklassesprog og manerer ud af en simpel blomsterpige og smelte hende om til en fornem frøken, der kan blende ind i de bedre kredse? En forvandling, Annette Heick nemt kan identificere sig med. For som barn af de hårdtarbejdende dansktopmusikere Keld og Hilda har Annette Heick været rundt i alle flækker og udkanter af landet, og det har præget hende.
I næste uge bringer vi interview med både Annette Heick og Bue Wandahl, der spiller Higgins.