“Teater er aldrig business as usual”

Det er et par dage før dagen. Den store premiere-dag. Alt er hektisk, for de sidste detaljer ved forestillingen skal på plads, der skal tages billeder og frem for alt skal der øves. Midt i al hurlumhejet møder Lokalavisen Aarhus Weekend de to hovedrolleindehavere i Aarhus Teaters opsætning af My Fair Lady.
"Er I klar?"
"Det korte svar er: Tjaee." siger Bue Wandahl og bliver suppleret af Annette Heick:
"Der er 1000 aftaler, som vi alle er afhængige af klapper, men det kommer de også til."
Netop nu er der prøver to gange om dagen, første gang fra 12.00-16.00 og igen fra 19.00 - 22.30. Samtidig fylder forestillingen også i mange andre vågne timer. Derfor kan det hos de to skuespillere nogle gange knibe med nattesøvnen.
"Jeg kan sige så meget, at jeg nu har medbragt sovepiller, for det vil være en rar ting at have de sidste dage. Det er ikke for at falde i søvn, for det kan jeg godt, men så vågner jeg ud på morgenen, og så kan jeg ikke falde i søvn igen. Her skal pillerne hjælpe. Det er nogle kradsbørstige nogen, der er købt i Kina. Og de virker, man går ud som et lys," siger Annette Heick.
Hvilket får Bue Wandahl til at ytre ønske om at måske låne nogle.
Det kan også være nervøsitet, der spiller ind, for der er meget, der kan gå galt til en forestilling. Det bevirker ikke, at de to skuespillere bliver overtroiske eller har indført ritualer.

600 påmindelser

"Det er aldrig business as usual, selv om jeg ville ønske, det var," siger Annette Heick. Og fortsætter:
"For jeg ved jo godt, at nu bliver jeg stinke-nervøs, det skal jeg holde op med, for det bidrager ikke med noget godt. Der må gerne være adrenalin, men at være stinke-nervøs, det er ikke rigtig godt. Det kan man så fortælle sig selv 600 gange, og man kan minde sig selv om de andre 600 gange, hvor man har stået på scenen og skullet præstere et eller andet og også var stinke-nervøs og bidrog det med noget godt? Nej, det gjorde det ikke, så nu skal du lade være i dag, siger Annette Heick."
Faktisk er Bue Wandahl ret anti-overtroisk.
"Jeg kan godt tage mig selv i, at har jeg gjort noget på en bestemt måde, så slår jeg næsten knuder på mig selv for at gøre det helt anederledes."
"Så du har gået under alle de stiger, du har kunnet finde og krydset vejen foran sorte katte?" spørger Annette Heick med en latter.
De er begge så opslugt af forberedelser, at de kan være svære at snakke med.
"Op til en premiere er jeg en fraværende ægtemand og far, i dag var jeg ved gå hjemmefra med hunden løbende ude og en havedør, der ikke var lukket. Det kan lyde selvoptaget, men i virkeligheden er det meget selvforglemmende," siger Bue Wandahl. Annette Heick supplerer:

Dårlig samvittighed

"Jeg har så dårlig samvittighed over, at jeg bor uden min familie lige nu og faktisk er lykkelig over det, for man er så lidt tilstede overfor dem op til en premiere, og alt, hvad de siger, er kun med til at forstyrre."
"Når vi så er forbi premieren, så åbner der sig en helt anden verden, og man opdager, det er blevet forår. Skyklapperne kommer af," siger Bue Wandahl.
De har begge en ting, de ser som den største udfordring i stykket.
"Det er som et tveægget sværd. Scene fem i første akt. Det er en tour de force, for der er så mange ord, så mange sange, så meget koreografi og så mange rekvisitter, så det næste ikke er til at overkomme. Så kommer vi ud efter den og tænker : Yes! Så bliver resten en lang glæde. “
Det er en scene der beskriver hele fortællingen om Elizas indlæring. Scenen er præciseringen af, hvordan professoren lærer Eliza at tale. Herunder synger parret sangen "En snegl på vejen".
Derudover var tidligt i forløbet noget, der tegnede som en ekstra stor hurdle.
“Vi skal på et tidspunkt danse vals i otte minutter," fortæller Annette Heick.
"Den udfordring blev vi præsenteret for første dag til prøverne, og Bue blev helt bleg. Alt strittede på ham. Så vi prøvede og prøvede - og så en dag dansede vi ud - og så sker det: - Bue nynner samtidig," siger Annette Heick.
"Jeg kan kun gøre det, fordi Annette dirigerer. Så siger hun lavt til mig, “Og arm og en og to og tre og rundt og arm, og så er vi der.” Derfor har vi også bedt lydmanden slukke for vores mikrofoner på det tidspunkt, for ellers kan publikum høre det," slutter Bue Wandahl.
Stykket kan ses frem til den 2. maj.