Fortsæt til indhold

Bygmed.dk viser vejen til kvalificeret lokal arbejdskraft

De første spadestik på de store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune er taget, og portalen Bygmed.dk er klar til at synliggøre de lokale virksomheder over for de store aktører, som rykker ind for at bygge. Interessen for portalen er stor. Mange lokale

Samfund
Arkiv

UDVIKLING I forbindelse med de kommende års store bygge- og anlægsprojekter har Køge kommune startet portalen bygmed.dk for at sikre, at kommunes virksomheder får mest muligt ud af de mange opgaver, som følger med projekterne.
Med portalen står Køge Kommune og de lokale virksomheder nu klar til at imødekomme de store aktørers efterspørgsel på kvalificerede lokale leverandører, og der vises stor interesse for portalen.
- Formålet med portalen bygmed.dk er at bygge bro mellem hovedentreprenørerne, som rykker ind for at bygge i Køge kommune, og den lokale arbejdskraft.
En bro som skal sikre, at de mange bygge- og anlægsprojekter medfører vækst i vores virksomheder og giver nye jobs til borgerne her i kommune, siger Mads Andersen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.

Det store antal af virksomheder, som har registreret sig på bygmed.dk, viser, at interessen for portalen er høj, og at de første virksomheder nu er sat på opgaverne viser, at portalen kan skabe resultater. Køge Erhvervsservice, som er Køge Kommunes tovholder på bygmed.dk, glæder sig.
- På kun seks måneder har tæt på 100 virksomheder allerede registreret sig på bygmed.dk. Det bekræfter, at der eksisterer en høj interesse blandt de lokale erhvervsdrivende til at få vækst ud af de store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune.
Endvidere tegner der sig et billede af, at bygmed.dk også er et super godt tilbud til de store aktører. Nogle er allerede kommet til Køge – og vi forventer, at mange flere vil følge trop, fortæller erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen fra Køge Erhvervsservice.
Interessen for portalen og opgaverne bliver bekræftet af virksomhederne selv, som også giver udtryk for stor tilfredshed med kommunens indsats med at skabe vækst for det lokale erhvervsliv gennem portalen bygmed.dk.
- Vi sætter pris på, at Køge Kommune gør en indsats for at få det lokale erhvervsliv med i de store bygge- og anlægsprojekter, og vi regner da også med, at bygmed.dk øger vores chancer. Netop derfor har vi tilmeldt os portalen.
Der vil jo være et hav af underliggende opgaver, som vi sagtens kan løse, som fx når der skal fremstilles og leveres alufacader til både store og små bygninger. At kommunen stiller sådan en portal til rådighed for at få de lokale kræfter frem i lyset, gør det kun mere attraktivt at drive virksomhed i Køge Kommune, siger Morten Andreá direktør for Køge Tømrerfirma A/S.

Er klar til at skabe vækst

Køge Kommunes udvikling med de mange bygge- og anlægsprojekter er nu skudt i gang, og Køge Byråd har stort fokus på at projekterne skal skabe vækst og velfærd i hele kommunen. Hvilket bygmed.dk skal medvirke til.
Portalen ”bygmed.dk” er ikke kun for virksomheder og ledige inden for bygge- og anlægsbranchen.
Den henvender sig også til lokale virksomheder indenfor eksempelvis service, markedsføring og handel. For at blive tilmeldt portalen kan projektleder Bent Lorentzen kontaktes på telefon: 20 45 24 86.

Om ”Store projekter, Vækst og Jobs”

Formålet med "Store projekter, Vækst og Jobs” er at sikre, at virksomheder i Køge kommune får del i lokalområdets mange bygge- og anlægsopgaver, og at de store projekter omsættes til attraktive jobs for kommunens borgere og virksomheder.
Med målrettet information og konkrete aktiviteter ønsker ”Store projekter, Vækst og Jobs”, at virksomhederne og borgerne i Køge Kommune står forrest i rækken til at gribe de nye muligheder.
Projektet skal endvidere sikre, at virksomheder og borgere er klædt godt på til at søge udfordringerne på de store bygge- og anlægsprojekter. Projektleder Bent Lorentzen ved, hvornår opgaverne udbydes, kender licitationsresultater – og vigtigst af alt – han synliggør virksomhederne og arbejdskraften for hovedaktørerne på de store projekter.
sl