En ketchup-sælger kom forbi med to kuglepenne og så ...
Kristian Vestergård i Søften har fået sin kuglepen nummer 100.000
“Jeg var ansat i Magasins Mad og Vin, da der kom en rejsende, som ville sælge ketchup. Han havde disse to ketchupfarvede kuglepenne med. Det blev starten på min hobby.”
Kristian Vestergård i Søften har været i medierne tidligere. Han har samlet på kuglepenne i 38 år. Nu har han fået sin pen nummer 100.000, og så må vi lige aflægge ham et besøg igen.
Fik en samling fra Odder
For tre år siden mente han, at målet var 100.000 kuglepenne, men ikke meget tyder på, at hobbyen med at samle disse blækfyldte skriveredskaber slutter nu. Tværtimod.
“Jeg blev tilbudt en samling fra Odder, hvor en anden samler er gået bort. Og så vokser det jo hurtigt,” siger Kristian Vestergård, der dog sorterer med hård hånd i dag. Dubletter bliver kun brugt til at bytte med.
Kristian Vestergårds imponerende samling hænger i et af værelserne i parcelhuset i Søften. Men naboværelset er også taget i brug nu, efter Odder-samlingen kom ind ad døren.
“Om sommeren bruger jeg ikke tid på det her, men om vinteren går der let fra en til fire timer dagligt.”
Og så er der status hvert nytår. Nu med sekscifrede tal.
Opslag af FavrskovPosten.