Lokale MF'ere starter nordsjællandsk trafik-netværk
De to lokale Folketingsmedlemmer Hans Andersen og Helle Løvgreen Mølvig vil forsøge at skabe fælles trafik-fodslaw i Nordsjælland
For første gang i Nordsjællands historie er samtlige partier på nær Enhedslisten gået sammen om at danne et trafikpolitisk netværk, som skal arbejde for at fremme forbedringer af infrastrukturen i Nordsjælland på tværs af kommuner og partifarver. De tre initiativtagere Hans Andersen, Venstre, Helle Løvgreen Mølvig, Radikale Venstre, begge medlem af Folketinget samt folketingskandidat Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti har indset vigtigheden af at stå sammen. ”Når det gælder større investeringer i infrastruktur, må vi bare erkende, at uden enighed og prioriteringer kommer vi ikke ret langt”, siger Helle Løvgreen Mølvig. ”Vi har henvendt os til samtlige borgmestre og folketingskandidater i hele Nordsjælland for at få dette netværk op at stå og der har været en utrolig positiv respons. Der er brug for at vi kan stå sammen om at sikre nye motorveje i Nordsjælland, udtaler Hans Andersen. Netværket holder sit egentlig første møde tirsdag den. 17. marts kl. 8 på Regionsgården, hvor det er hensigten, at se om man kan blive enige om en fælles strategi og prioritering i forhold til den skrantende infrastruktur i Nordsjælland. Lige meget hvilke motorvej man skal ind ad hver morgen oplever tusindvis af mennesker hver dag lange køer for at komme på arbejde. S-togene er proppede til randen og mange må stå op det meste af turen. ”Vi kan ikke være bekendt at have et hovedstadsområde, hvor infrastrukturen er værre end i mange andre sammenlignelige lande. Tænk også på det antal arbejdstimer der spildes hver dag”, udtaler Marlene Harpsøe og fortsætter – ”det er på tide at slå os sammen, så vi kan vise handlekraft og evne til at prioritere, de mange motorvejsprojekter, der står for tur i Nordsjælland. Det er de tre initiativtageres forhåbning, at mødet med de nordsjællandske borgmestre og folketingskandidater munder ud i konkrete tiltag i ønsket om, samlet at kunne sende Folketinget et klart signal om hvilke infrastrukturprojekter nordsjællænderne selv ønsker prioriteret først. ”Det betyder naturligvis, at nogen må vente længere end andre, men jeg vurderer, at det er den eneste vej frem, hvis vi ikke igen skal se os overhalet af jyderne”, siger Helle Løvgreen Mølvig. Netværksgruppen mødes på Regionsgården i Hillerød, og der er ifølge Hans Andersen allerede syv borgmestre, der har sagt ja til at deltage: "Det synes jeg er glædeligt, for det viser, at der er et behov for initiativet," konstaterer Hans Andersen.