Fortsæt til indhold

Her ligger Danmarks dyreste rækkehuse

Gentofte Kommune kan bryste sig med at have fire af de fem dyreste rækkehuse i landet

Samfund
Af Kathrine Albrechtsen

Som perler på en snor ligger Danmarks fem dyreste rækkehuse på Øresundskysten, hvoraf fire er inden for Gentofte Kommune.
Men ordet rækkehus bliver lidt fattigt og misvisende, når man ser rækkehusene nærmere an.
Fælles for de fem rækkehuse er kvadratmeterne, hvor ingen befinder sig under 218 kvadratmeter. Flere er med enten havkig eller ligger, så man kun er få minutter fra at få dyppet kroppen i det iskolde vand.
"Det er fem spændende boliger, der er på listen her. Selv nybyggeriet på Jægersborg Allé befinder sig i historiske rammer, da det er en del af den gamle Jægersborg Kaserne. Priserne trækkes især op af beliggenheden tæt på kysten, naturen og ikke mindst København kombineret med det meget store antal kvadratmeter, som boligerne har hver især", siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, som står bag oversigten.
Men Gentofte Kommune kan ikke bryste sig med at have det dyreste rækkehus. Den går til Københavns Kommune, hvor det absolut dyreste med en udbudspris på 14.995.000 kr. også er det største. 334 kvadratmeter. Rækkehuset er beliggende på Svanevænget 34, København Ø og har kun få minutters gang til Svanemøllebugten.
Rækkehusene på Svanevænget er kategoriseret som bevaringsværdige i kategori 3, som omfatter bygninger med bl.a. høj arkitektonisk og kulturhistorisk værdi.

Jægersborg Allé 162C, Gentofte: Det femtedyreste rækkehus befinder sig på den gamle Jægersborg Kaserne, hvor stilen fra de gamle bygninger er holdt med sprossede ruder og en gulkalket facade. Inden for i de 218 kvadratmeter er der til gengæld gennemrenoveret. Udbudspris: 9.900.000 kr.
Christiansholms Parallelvej 14, Klampenborg: Med ’De Engelske Rækkehuse’ er der tale om et historisk byggeri på 248 kvadratmeter fra 1903 med indbyggede skabe af Børge Mogensen og Grethe Meyer. For 11.000.000 kr. kan du få lov at bo i dette smørhul, der ligger tæt på både Dyrhaven og Øresund.
Sundvænget 2, Hellerup: Enderækkehuset på 244 kvadratmeter er beliggende kun få meter fra stranden med adgang til en privat badebro. Her er masser af plads til en stor familie, der kan boltre sig foran pejsen og på den store terrasse. Udbudspris 11.000.000 kr.
Esperance Allé 24, Charlottenlund, er det dyreste rækkehus i Gentofte Kommune. Rækkehuset er et af de sidste, der vender ud mod Charlottenlund Slotspark. Over fire etager er de 265 kvadratmeter fordelt. For 11.900.000 kr. kan du både være tæt på hav og natur.