Fortsæt til indhold

Rungsted Kro slukker blusset

Svær opstart med byggesag og svigtende besøg er baggrunden for, at bestyrer Allan Nørager for Rungsted Kro af 2013 nu har lukket stedet

Samfund
Morten Timm

Efter kun fem måneder i drift er det nu slut for Rungsted Kro.
I dag mandag meddelte kroens bestyrer Allan Nørager, at han og selskabet bag “Rungsted Kro af 2013” har kastet håndklædet i ringen og lukket det historiske og nyistandsatte spisested.
“Jeg er rigtig ked af det. Det er jo noget, jeg har arbejdet på i mere end to år, men vi har måttet konstateret, at der ikke var økonomi i de koncepter, vi har kørt. Først som finere køkken og senest et mere tilpasset almindeligt krokøkken. Situationen har gjort - og på anbefaling af rådgivere - at vi har været nødt til at stoppe, så skaden ikke bliver større,” siger Allan Nørager.
Krobestyreren oplyser, at man fra driftsselskabets side har forsøgt at skaffe mere kapital, men uden held.

Svær opstart

Et turbulent opstartsforløb, der blev forhalet af et langt og sejt byggesagsforløb, har også haft indflydelse på lukningen, oplyser Allan Nørager.
“Det har kostet os blod, sved og tårer. Men vi har skabt en virkelig flot og populær kro. Desværre har det altså ikke være nok, selvom vi er meget taknemmelig for den store lokale opbakning,” siger han.
Trods den store interesse for genåbningen blev krogæsterne i en vis udstrækning væk. Og så sent som ved 12-tiden mandag havde en gruppe fra Røde Kors København ringet og bestilt en frokostbord, men da de mødte op kl. 13 - samtidig med Ugebladet - var det til en lukket dør.

Krobestyrer Allan Nørager og Michelin-kok Jan Cocotte-Pedersen tog imod ved åbningen af Rungsted Kro i oktober. Nu er det sidste kromåltid tilberedt.

Kroen genåbner

Det har ifølge Allan Nørager kostet op mod 10 millioner kroner at istandsætte Rungsted Kro, men underskuddet i forretningen er efter krobestyrerens oplysninger ikke gjort op.
Adam Falbert, partner i Ejendomsselskabet DAJ ApS, som har ejet kroen siden 2010, udtalte i efteråret til Ugebladet, at den store renovering har været helt nødendig for at bevare kroen.
Ejendomsselskabet er på udkig efter ny restauratør, men hvem det er, kan ikke endnu ikke afsløres.
Interessen for kroen er stor, oplyser Allan Nørager.
“Jeg forventer, at vi i løbet af kort tid kan præsentere dem, der skal drive kroen videre,” fastslår han overfor Ugebladet.

Der var mange gæster på Rungsted Kro ved åbningen i oktober. Foto: Morten Timm