Drømmen er at arbejde med politik på fuld tid
Dansk Folkepartis Laila Sortland har for alvor fået smag for de politiske bolsjer
55-årige Laila Sortland fra Dansk Folkeparti har som nyvalgt siddet i byrådet i godt et år. Hun bor i Ryomgård sammen med sin kæreste og har to voksne børn - er uddannet speditør og arbejder som transportassistent ved Siemens Windpower i Brande.
Dagen før Lokalavisens besøg, blev det meldt ud i pressen, at Laila Sortland stiller op til Folketingsvalget i Aalborg Vest kredsen.
Stiller op igen
”Kommer jeg i Folketinget, stiller jeg også op igen til kommunalvalget, da mit hjerte ligger i det lokale,” siger Laila Sortland.
”Selv om jeg er utrolig glad for mit arbejde, drømmer jeg også om at være politiker på fuld tid, og jeg mener, at jeg ved at være med i både lokal- og landspolitik kan kombinere erfaringer og viden fra begge steder.”
Laila Sortlands mand har tidligere arbejdet som langturschauffør og har de seneste godt to år arbejdet med vognmandsopgaver i Norge. Det giver hende masser af tid til sig selv - til gåture i naturen, meditation i hjemmet, politik i Syddjurs - og nu også politik i Nordjylland og på landsplan.
”Da jeg i 1996 flyttede til Syddjurs fra Aarhus, var det første gang, jeg prøvede at føle mig hjemme.”
Hun er derfor også helt sikker på, at adressen fortsat vil være Ryomgård, hvis hun vælges til Folketinget.
Uanset at folketingskandidaturet er helt nyt, er Laila Sortland højeste ønske dog ikke længst mulig tid til at forberede sig til valget.
”Jeg tænker mere på landet end på mig selv, og set i det lys kan valget ikke komme hurtigt nok.”
Den lange køretur
På den halvanden time lange køretur mellem hjemmet i Ryomgård og arbejdspladsen i Brande stiller Laila Sortland radioen på P1 - og kaffen i holderen.
”På den måde holder jeg mig opdateret, og når jeg kommer hjem, undersøger jeg de mest interessante emner nærmere og printer tekster ud, så jeg hele tiden har en stak liggende på sofabordet.”
Laila Sortland sidder med i Arbejdsmarkedsudvalget i Syddjurs Kommune.
”Det er helt forkert, at regeringen har ment, at folk uden arbejde skal lære at arbejde. En lille gruppe skal, men mange har arbejdet et helt liv og skal ikke lære det. De skal bare have et arbejde.”
Hun fortæller, at hun i valgkampen hørte om de mange lokale job som blev passet af østeuropæere, fordi ingen danskere ville have dem.
”Men det passer ikke. Ofte har man slet ikke spurgt danskerne, da flere arbejdsgivere alene er gået efter østeuropæernes billige arbejdskraft.”
Mere gennemsigtighed
Laila Sortland efterlyser generelt mere gennemsigtighed og nævner blandt andet, at hun flere gange forgæves har spurgt til Syddjurs Kommunes udgift til flygtninge og asylansøgere ud over de penge, som refunderes af staten.
I samme åndedrag kritiserer hun beslutningen om at lukke Lindebo i Mørke.
”Vi flytter de ældre væk fra deres lokalområde for at lave stedet om til boliger til flygtninge. Var det ikke bedre at bruge pengene på vores egne i stedet for på flygtninge?”
Laila Sortland kritiserer også flytningen af børn fra Firkløverskolen i Mørke til Pindstrup og mener, at det gik alt for hurtigt - og derfor gik ud over børnene. Og at flytningen af Borgerservice til Ebeltoft skulle være håndteret anderledes. Hun ønsker mere politi på Djursland - og et trinbræt i Thorsager … - og har i det hele taget meget, meget mere på hjerte, end denne artikel levner plads til.