Leif Nyhus Christensen modtog handicapprisen 2014
Højtidelighed på rådhuset i Grenaa
Leif Nyhus Christensen, Grenaa, bestyrelsesmedlem i Parkinsonforeningens Østjyllandskreds modtog Norddjurs Kommunes handicappris 2014. Prisen blev uddelt ved et arrangement på rådhuset i Grenaa i sidste uge, hvor der var taler samt vin og kransekage på bordet.
Handicapprisen gives til en enkeltperson, en virksomhed, en institution, en forening eller en organisation, der har ydet en særlig indsats til gavn for handicappede borgere bosat i Norddjurs Kommune.
Leif Nyhus Christensen er den femte modtager af prisen, som kommunalbestyrelsen indstiftede i 2010.
Ud over at være bestyrelsesmedlem i Parkinsonforeningens Østjyllandskreds er han også klubleder i Grenaa samt pårørendekontakt. Han blev indstillet af Alice Brask, som blandt andet kender ham fra Dansk Handicaporganisationer.
I indstillingen nævnte hun blandt andet, at Leif Nyhuus Christensen har gjort en stor indsats for handicappede, arrangerer mange sociale aktiviteter, foredrag og samvær for handicappede, har stort fokus på at give de handicappede gode oplevelser, indhold og fællesskab i deres hverdag og formidler de handicappedes hverdag på en interessant måde, der tiltrækker mange mennesker.