Fortsæt til indhold

De første beboere er flyttet ind

Udlændingestyrelsen trodser Hørsholm Kommunes krav om stop for alle aktiviteter

Samfund
Fred Jacobsen

Så er det ganske vist: De første beboere er rykket ind på Sjælsmark Kaserne, som dermed, er taget i brug som udrejsecenter for afviste asylansøgere.
De første beboere er flyttet ind i går - og også i dag er der flyttet mennesker ind på det tidligere kaserneområde, selv om Hørsholm Kommune har bedt om stop for alle aktiviteter, indtil en lang rækker bygnings- og miljømæssige forhold er bragt i orden.
"Indflytningen sker i de dele af Sjælsmark, der kan anvendes til beboelse. Vi forventer at overflytte i alt 130 personer inden udgangen af februar," skriver kontorchef Thomas Mortensen fra Udlændingestyrelsen i en mail til Ugebladet.

Af blandet nationalitet

Thomas Mortensen oplyser, at de personer, der nu er ankommet til centret, og som fortsat vil ankomme i den kommende tid, er af blandede nationaliteter og kommer fra asylcentre i hele landet.
"Der er tale om asylansøgere, som skal udsendes efter Dublin-aftalen til andre EU-lande, samt afviste asylansøgere, som har fået endeligt afslag på asyl i Danmark.

Nye naboer bankede på

Beboere i området nær Sjælsmark Kaserne har allerede bemærket de nye naboers ankomst.
"I aftes (onsdag, red.) kom to personer ind på vores gårdsplads. De bankede på hos os. Da jeg spurgte dem, hvad de skulle her, viste de mig en seddel, hvor der stod Sjælsmark på," fortæller Peter Holst-Andersen, der bor i området Landsbyen, der ligger tæt på kasernen.

Kommune kræver stop

Indflytningen sker få dage efter, at Hørsholm Kommune i et brev til Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet stiller en række krav for at Udlændingestyrelsen kan tage kasernen i brug.
I brevet, som blev sendt fredag i sidste uge, understreger borgmester Morten Slotved, at alle pågående aktiviteter skal indstilles på kasernen, indtil der er klarhed over, om alle regler bliver overholdt.
"Jeg ønsker et fuldt stop (for aktiviteterne, red.). Nu må de lave en ordentlig byggeansøgning," sagde Morten Slotved til Ugebladet.
Udrejsecentret på Sjælsmark Kaserne skal, når det er taget helt i brug, rumme mellem 400 og 700 beboere.
Det er afvise asylansøgere, dømte kriminelle, som har afsonet deres straf og venter på udrejse samt personer på tålt ophold.