Fortsæt til indhold

Dagmar skal have madpakke med hver dag

At få konstateret diabetes kan vende op og ned på et barns liv

Samfund
Erling Baastrup

11-årige Dagmar fra Hinnerup fik type 1 diabetes for halvandet år siden, og der er stadig mange nye ting, hun skal holde styr på i hverdagen. Dagmar vil allerhelst være som de andre, men hver dag i spisefrikvarteret bliver hun mindet om, at det er hun ikke.

Dagmar ville hellere være normal og spise den samme mad som de andre i hendes klasse. Og hun hader, når de andre elever siger: ”Åhhhh, hvor er du heldig, jeg vil hellere have dit brød og kylling end denne suppe.”

På familiekursus

Dagmar og hendes familie fra Hinnerup deltog sidste på i et familiekursus i Hadsten.
Efter kurset har både søsteren, forældre og hun selv fået en meget større indsigt i sygdommen.

Dagmars mor Ketty fortæller: ”Det var en lettelse at snakke med de andre forældre på kurset. Vi lever alle sammen med frygten om, hvad der kan ske, når børnene er ude af syne.”

Frygt og angst præger mange familier. Og Dagmars søster havde det dårligt i lang tid efter at Dagmar havde fået konstateret diabetes, Hun var bange for at Dagmars sygdom skulle blive værre, eller at der pludselig skulle ske noget slemt.

Indsamlere søges

”Jeg har været oppe på skolen og fortælle lærerne om, hvad de skal gøre, hvis Dagmar går i insulinchok. Det var en frygtelig hårdt for mig at fortælle om det, vi frygter allermest,” fortæller Ketty.

”Den 7. juni afholder Diabetesforeningen landsindsamling. Pengene går til Diabetesforeningens arbejde med børn og unge med diabetes. Målet er at sikre, at børn og unge med diabetes påvirkes så lidt som muligt i deres sociale, fysiske og psykiske liv gennem hele opvæksten,” fortæller Linda Winding, der er indsamlingskoordinator sammen med flere andre i Favrskov.