Britt Bager besøgte Delika
Fredag besøgte folketingskandidaten fra Venstre, Britt Bager, pålægsproducenten Delika i Hammel.
Koncernchef Kurt Møller tog imod og kunne fortælle om nogle af de udfordringer virksomheden med 72 ansatte i Favrskov har for øjeblikket.
“Vi er vel nok den tredjestørste aftager af vand i Favrskov, og inden for syv måneder er der kommet to hurtige prisstigninger på vandafledningsudgiften, det er svært at beregne i årets budgetter,” lød en af udfordringerne.
Den anden er den kommende flytning af virksomheden, da kommunen har opkøbt slagteriggrunden til et stort projekt, med blandt andet bygning af et fælles plejehjem i Hammel.
“Vi leder stadig efter en egnet grund, eller allerhelst en bygning vi kan rykke ind i, og vi vil allerhelst blive i området,” lød det.
“Jeg er kommet for at høre om virksomhedernes udfordringer. Jeg kan ikke løse dem på kommunalt plan, men forhåbentlig tage dem med mig og finde nogle løsninger, hvis jeg bliver valgt til folketinget,” lød det fra Britt Bager.