Eleverne i 4a synger oldies but goodies
Skolefest på Allingåbroskolen i aften
“DOMGP 2015” har 4a på Allingåbroskolen valgt at kalde årets skolekomedie. Den afholdes 12. marts, og her vil gæsterne kunne opleve glade toner fra 50'erne, 60'erne, 70'erne og 80'erne.
På den måde håber 4.a, at ramme alles smag, når klassen skal finde vinderen af det første ”Dansk Oldies Melodi Grand Prix” nogensinde.
Klassen forsøger at ramme stemningen fra det velkendte danske Melodi Grand Prix. Eleverne har med deres dansklærer i spidsen øvet både sang, musik og dans i de seneste par måneder, og de udvalgte sange er nu klar til at blive sendt ud over scenekanten.
Konkurrencen afgøres af aftenens publikum, hvis bifald vil blive omsat til point efterhånden som de optrædende er færdig med deres musikalske bidrag.
DOMGP'et ventes at strække sig over en lille time.