Fortsæt til indhold

Tolkeservice har ansat 200 nye

Der er travlt med at skaffe ekstra tolke til Tolkeservice

Samfund
Natalie Stratigos

Øgede flygtningestrømme fra især Syrien har skabt travlhed hos Tolkeservice i Kolding, der drives af ægteparret Jytte og Allan Kyndi.

Gennem det seneste år har virksomheden ansat 200 ekstra tolke til at klare de mange opgaver. Det betyder, at Tolkeservice nu alt i alt benytter sig af 1150 freelancetolke, der sammenlagt taler 108 sprog og dialekter. De sendes ud på opgaver i hele Jylland og Fyn.

“Lige nu sendes tolkene især ud til samtaler med kommunerne. De er med for at hente de nye, syriske flygtninge på banegården, de er med til samtalerne om boligplacering og de er på sprogskolen, når der skal undervises i dansk samfund og kultur. Og så tolker vi ofte for politiet, sygehuse og retsvæsenet også,” fortæller Jytte Kyndi.

At finde de mange nye tolke er en stor opgave, for det er ikke nok, at tolkene kan snakke dansk.
“De skal have en god uddannelse fra hjemlandet, en stor viden om det danske samfund, og så skal det gerne være nogen, der har været igennem noget lignende som flygtningene, der kommer hertil. Har man lært processen at kende indefra, har man også en bedre forståelse for flygtningenes situation,” siger Jytte Kyndi.

Derudover er det også vigtigt, at de rigtige tolke sendes på de rigtige opgaver.
“Tolkene vil gerne hjælpe deres landsmænd, og så vil de gerne bruge deres modersmål. Men der kan være situationer, som den enkelte tolk ikke bryder sig om,” fortæller Allan Kyndi og fortsætter:
“Nogle har ikke lyst til at tolke opgaver på rehabiliteringscentret, efter de selv har haft traumatiske oplevelser. Andre bryder sig ikke om at tolke i retten. Sådan nogle ting er vigtige at få snakket om, inden vi sender nye tolke på opgave”.

30-årige Alina, der har afghanske rødder og taler seks sprog, drømmer om at blive uddannet tolk fra translatøruddannelsen.

Hun har været i Danmark i tre år og har tidligere arbejdet hos Røde Kors' asylcenter i Jelling.
“Jeg vil gerne hjælpe de mennesker, der kommer hertil,” forklarer hun.
I øjeblikket er hun i praktik hos Tolkeservice i Kolding og håber, det kan føre til, at hun på et tidspunkt kan blive fast tilknyttet tolk.