Plads til forbedring i byerne
Kim Østergaard kan i år fejre 25 års jubilæum som skiltemaler
Hvad ser skiltemaleren, når han kører ind i en by?
“En masse forfærdelige skilte rundt omkring, hvor du kan se, at forretningerne glemmer at gå ud og kigge på deres egen facade.”
Kim Østergaard ved, hvad han snakker om.
I 25 år har han haft virksomheden Østergaard Skilte, der fremstiller skilte til bygninger og biler.
“De gode skilte i byen tilhører ofte kædeforretninger, som opdaterer deres facader løbende,” siger Kim Østergaard, som i dag har sin bolig og værksted i landskaberne mellem Hammel og Skanderborg.
“Det jeg oplever er, at butikkernes indehavere ofte går ind ad bagdøren, trækker gardinerne op og åbner fordøren. Men hvis de ikke har været ude at se på facaden i 10 år, så falmer det altså.”
“Og ser facaden slidt ud, så opfatter kunden måske også, at butikkens indhold svarer dertil,” lyder det fra den erfarne skiltemaler, som sjældent får maling på fingrene.
Skiltemaler uden maling
I dag opererer han via sin computer, som han ved hjælp af tasterne kan få til at tegne, hvad som helst.
“Ja, den tid er for længst forbi, hvor du malede. Nu ringer kunderne og bestiller over telefonen. Så tegner jeg et forslag på computeren, som kunden så får sendt på en mail.”
Når kunden har godkendt forslaget, trykker Kim Østergaard på printknappen, og så skærer en stor valse bag ham straks bogstaverne ud i folie. Den folie hænger i store ruller i alverdens farver.
Håndværk og kvalitet
Kim Østergaard går ikke på kompromis. Han sætter en ære i at levere et produkt, som kunden bliver glad for også på sigt.
“Vi snakker jo om det. Jeg havde en kunde, som skulle have skiftet et alt for stort skilt på hendes facade. Det var en gange otte meter i bredden og fik nærmest hendes flotte murstensfacade tvunget i knæ.”
“Det første forslag, jeg kom med, endte med at blive det, som kunden købte. Et mindre fræset skilt, som passede til bygningen.”
“Hun sendte mig en mail, hvor hun fortalte, at hendes kunder nu roste skiltet og facaden, som kom til at se knaldhamrende godt ud. Og så er min mission lykkedes,” siger Kim Østergaard.
Han går meget op i om helheden i bybilledet passer sammen. Men han er ikke herre over alt.
“Du kan have en flot stribe forretninger side om side, men kommer der så en Fætter BR lige i midten, så er helheden under pres,” smiler han.
Læs mere oe-skilte.dk