Fortsæt til indhold

Krigsveteraner trives på højskole

Engelsholm Højskole havde en uge med fokus på livet som dansk krigsveteran. Det blev en mindeværdig uge for alle

Samfund
Jørgen Flindt

Der er uger, som ikke sådan lige går i glemmebogen, og sådan en uge havde eleverne på Engelsholm Højskole i sidste uge. For her havde man besøg af tre mennesker, for hvem oplevelser med krig aldrig går i glemmebogen.
Tre helt almindelige danskere, som har været udstationeret i blandt andet Balkan og Irak deltog i undervisningen. Og det blev mindeværdigt for alle parter.
Eleverne fik mulighed for at møde nogle mennesker, der har oplevet noget, de færreste har. Og oven i hatten var 'krigen' sneget sig ind i dagligdagen. Den stod på havregrød hver morgen, og en dag bestod menuen endda af en feltration.
“Det var værre, end man skulle tro at leve af en feltration. Vi må erkende, at der var da en del, som bestilte en pizza sidst på dagen. Men hvor har det da været en utrolig spændende uge. De tre veteraner har været så åbne og nemme at snakke med. Vi har kunne spørge om alt, og så har de været gode til at sige til og fra,” sagde to af eleverne, Nathalie Cohn og Emilie Skensved, da ugen var ved at være omme.

Indblik

Krigsveteranerne var blevet indbudt for på den måde at få en speciel mulighed for at bearbejde deres oplevelser. Og derudover fik eleverne jo så et indblik i en verden, som de færreste sådan helt kender til. De tre veteraner nød i den grad at være en del af højskolelivet.
“Det har været så godt, at jeg kraftig overvejer at blive elev her. Det har virkeligt været en god uge. Eleverne har været meget åbne og gode til at sætte sig ind i vores følelser og tanker,” sagde Tanja Sonekær, der har været udstationeret i Kosovo.
De tre veteraner har alle skulle være en del af det kreative miljø, som Engelsholm Højskole tilbyder eleverne. Den ene, Martin, valgte at lave et maleri, mens Tanja og Robert valgte at være med til at skrive en sang på sangskriverlinjen.
“For mig har det været en rejse at være her. Jeg er overhovedet ikke kreativ, men hvor er det fedt at være her og opleve den kreativitet, som er her. Det at eleverne og lærerne kan tage ingenting og skabe alting er imponerende. Og det er vildt at have været med til at lave en sang,” sagde Robert Olsen, der selv har været udstationeret på Balkan, men som siden har haft svært ved at finde tilbage til den person, har var inden udstationeringen.
Han har blandt andet boet i skove, men et højskoleophold ved Herning gjorde en forskel.
“Det har reddet mit liv, tror jeg,” siger han, og derfor slog han også til, da buddet om en uge på højskole på Engelsholm dukkede op.
“For mig er det ligesom at finde endnu en planke at lægge over floden. Du ved, denne her flotte hængebro som engang skal stå færdig, når jeg er færdig med det her,” sagde han.
Fakta:
Det er psykolog og sangskriver Gert Barslund, der har taget initiativet til veteranprojektet på Engelsholm Højskole.
Han har blandt andet tidligere stået bag projektet flygtningestemmer.dk, hvor flygtninge har lavet en CD.

Krigsveteranen Martin i gang med at male sit maleri - og kulissen bagved er Engelsholm Slot.