Hvem sidder der bag skærmen?
Lokalavisen har sat Ole Kragelund, Rønde stævne for at høre lidt om manden bag mange mails og læserindlæg en masse
Hvem er egentlig manden bag en af Lokalavisens flittigste debattører? Ham som også gør flittigt brug af sine mailinglister til kommuner, regioner, folketingspolitikere og ministre. Lokalavisen har mødt 64-årige Ole Kragelund fra Rønde for at høre lidt om ham selv.
”Ja, nu må vi se på det. Men jeg har lovet konen ikke at sige noget, som hun ikke ville have sagt.” Så var Ole Kragelund i gang.
Han bor i Rønde sammen med hustruen Gerda Bønning og har to voksne børn og to børnebørn. Han er efterlønner og går 1. november på pension. Ved siden af hans passion for debatten er han også med i løbeklubben 8410 - og henter ny inspiration på løbeturene rundt i lokalområdet.
Halvvejs gennem journalistuddannelsen kom Ole Kragelund i praktik på den EF-kritiske avis NOTAT. Han valgte at springe fra studiet for at kunne blive på avisen, hvor han som 22-årig røg til Bruxelles for at skrive om EF.
Ambitionerne levede, men avisens økonomi gjorde ikke, og i 1974 gik NOTAT konkurs.
Det ny Notat
”Der var ikke styr på økonomien, og sammen med Jens-Peter Bonde og Finn Ellegaard startede jeg derefter Det ny Notat (som blev trykt ved Hornslet Bogtrykkeri - red.), hvor vi ved siden af avisen lavede forskellige overskudsgivende aktiviteter i forlagsbranchen. Efter halvandet år flyttede vi fra en placering få minutters gang fra Christiansborg til en nedlagt skole ved Allingåbro. Vi kom fysisk længere væk fra politikerne - men bevarede de gode kontakter.”
Ole Kragelund var medejer et par år - og redaktionel medarbejder i fem år. Han så mulighederne i computerens fremmarch og uddannede sig derfor også til ”moderne” typograf.
Han tog orlov fra Det ny Notat og rejste til Bruxelles i sommeren 79 for at være sekretær og praktisk medarbejder for Parlamentsgruppen i Folkebevægelsen mod EF - bestående af Jens-Peter Bonde, Sven Skovmand, Else Hammerich og Jørgen Bøgh.
”I dag ville man nok kalde min funktion for spindoktor for Parlamentsgruppen. Bjørn Elmquist, EF-korrespondent ved Danmarks Radio, fik mig med ind i inderkredsen, og jeg var meget tæt på. Meget af det var fortrolige informationer, men folk vidste, at når Bjørn Elmquist sagde god for mig, så kunne de stole på det.”
Ole Kragelund betegner parlamentsgruppen som en slags ambassade for den danske EF-modstand.
”Vi var alle fanatiske EF-modstandere - med en fornuftig tilgang til tingene. Det var venskab som på et fodboldhold.”
Mere nuanceret
Men i den periode begyndte Ole Kraglund også at få et mere nuanceret billede af EF.
”Min egen EF modstand var internationalt orienteret - de riges klub mod de fattige. Men i tæt samspil med blandt andet Holger K. Nielsen oplevede jeg, at det nok ikke var helt så slemt, som vi gik og troede. Der var mange gode tiltag og stor åbenhed om demokratiet.”
Med til at gøde tvivlen var også Englands folkeafstemning om medlemskab af EF i 1975.
”De højreorienteredes modstand var rystende.”
Efter et år i Bruxelles var Ole Kragelund kørt træt i EF og vendte hjem til Det ny Notat.
”Da Henning Millard i 1986 trak sig ud af Det ny Notat for at starte Datagraf, fulgte mange af vores kunder med. For mig var det efterhånden også blevet tid til at prøve nyt, så fra 1988 til 1992 tørrede jeg støvet af den gamle studentereksamen og gik fra typografløn til SU, mens jeg læste til socialrådgiver.”
SU'en blev suppleret med indtægten fra tre ugentlige nattevagter på en døgninstitution samt et job ved kriminalforsorgen i Randers som tilsynsførende for 50 personer med betingede domme.
”De nød rigtig godt af min gamle skrivemaskine, når jeg hjalp dem med at skrive til kommune og myndigheder m.m. - og på den måde både var journalist og socialrådgiver.”
Under en fem måneders praktikperiode ved socialforvaltningen i Randers Kommune delte Ole Kragelund skrivebord med Orla Lund, der også var viceborgmester i Sønderhald Kommune.
”Ham lærte jeg virkelig noget af. Det gælder også i dag, at alt for mange er alt for langt væk fra berøringen med deres arbejdsområder - embedsmænd, politikere og sagsbehandlere mfl. Det forpligter at være politiker, og alt for ofte køber man konsulenter til de opgaver, man selv burde tage fat i.”
Ole Kragelund mener, at vi alle nærmest har pligt til at blande os i debatten.
”Det er ikke nok at sætte sit ”x” ved valgene. Man skal også blande sig mellem valgene, selv om det kan give bagslag - og man bliver kaldt rundtosset - som en syddjurs politiker for nylig kaldte mig.”