Hjemmeplejen giver ingen mening
Man har brug for ét, men får hjælp til noget andet. Sådan lyder kritikken fra Anne-Marie Nygaard, efter at hun er blevet visiteret til hjælp fra hjemmeplejen
Anne-Marie Nygaard er ikke glad for at byde ind i sit hjem i Kokkedal. Det knaser under fødderne, og hun beder besøgende om at beholde skoene på.
Anne-Marie Nygaard på 51 har siden 1998 haft fysiske mén efter et biluheld og er i dag førtidspensionist. Efter ulykken kommer hun ud i et stigende alkoholmisbrug og får i 2013 fik hun stillet diagnosen 'emotionelt ustabil borderline personlighedsforstyrrelse'. Uge-Nyt bragte i uge 11 Anne-Marie Nygaards historie om det svigt, hun føler fra kommunens side i forhold til at få hjælp ud af misbruget. Men kommunen svigter også borgerne i forhold til den service, den tilbyder gennem hjemmeplejen, mener hun.
"Giver ingen mening"
Anne-Marie Nygaard har søgt om hjælp til den daglige rengøring. Hendes psykiske lidelse kombineret med det mangeårige alkoholmisbrug gør det svært for hende at magte den daglige rengøring. Hun kan se, at det trænger, og hun har det dårligt over det. Men hun får det bare ikke gjort.
”Jeg har brug for hjælp til at få støvsuget og til at få vasket gulv, men det kan jeg ikke få,” siger Anne-Marie Nygaard.
Hun er for nylig blevet visiteret til midlertidig hjælp til at få taget sin opvask og til ét ugentligt bad på grund af en beskadiget arm. Men ordningen giver ingen mening, mener hun.
”Min mor på 76 år var her i går og tog opvasken for mig. Min mor har været utrolig hjælpsom overfor mig i mange, mange herrens år. Men hun kan jo ikke støvsuge for mig. Så ringer de i dag fra hjemmehjælpen og siger, at de kommer i dag kl. 10 og vasker op. Men opvasken er jo taget, og når jeg så siger, at jeg godt kunne trænge til at få støvsuget, så siger de, at det er jeg ikke visiteret til,” siger Anne-Marie Nygaard, da Uge-Nyt er på besøg hos hende en formiddag i uge 10.
Muligt at bytte ydelser
Under interviewet hos Anne-Marie Nygaard får hun besøg af hjemmeplejen, og det går netop, som hun har spået. Det er ikke muligt at støvsuge i stuen i stedet for at tage den opvask, hendes mor allerede har sørget for. Efter fem minutters tid går hjemmehjælperen igen.
Ifølge Ældre- og handicapchef i Fredensborg Kommune, Hans Bækvang, er det imidlertid muligt at bytte én ydelse ud med en anden.
”Der kan være særlige rammer eller behov i et hjem, som gør, at det ikke kan lade sig gøre – eller der kan være tale om specielle ting, som hjælperne skal være forberedt på, men normalt kan man bytte en ydelse. Det foregår efter aftale med hjælperen, når han eller hun besøger kommer hjem til borgeren,” siger Hans Bækvang.
Flyttet tilbage til mor
For Anne-Marie Nygaard har det imidlertid ikke været muligt at få byttet ydelsen og få hjælp til støvsugning i stedet for opvask.
Efter interviewet med Uge-Nyt har Anne-Marie Nygaard givet afrusningen et nyt forsøg, og ved udgangen af uge 12 havde hun været tørlagt og på antabus i 14 dage, fortæller hun.
Nu er hun flyttet midlertidigt ind hos sin mor, for når rusen forsvinder, bliver det sværere for hende at holde ud, at hun ikke selv føler sig i stand til at holde lejligheden ren.