En knap så rådden knopsvane åbnes

Allerede uden for Naturhistorisk Museum, i Universitetsparken, er tingene ikke, som de plejer.
Landets skarpeste hjerner er i vinterferien supplereret med nogle af landets yngste, og de studerendes mørke overfrakker står i skærende kontrast til flyverdragter i alverdens pangfarver.
Vinterferien byder igen på de populære dyredissektioner, og de mindste valfarter til dette makabre mekka for videbegær.
Pernille Mølgaard Andersen er formidlingsinspektør, og det er hende, som skal stå for dagens dissektion.
“Du kan sidde derovre,” siger hun til Lokalavisens udsendte, peger over i hjørnet og fortsætter:
“Og nu skal du ikke rende for meget rundt. Jeg har fortalt børnene, at de skal sidde på deres pladser.”
Journalisten affinder sig med den manglende, vanlige særbehandling og finder sin ydmyge krog.

Svanen kom med på afbud

Egentlig skulle vi have kigget nærmere på, eller i, en sæl, men da den blev tøet op, viste det sig, at sælens tilstand gjorde den mere egnet til at blive dissekeret udendørs.
Heldigvis var et pragteksemplar af Danmarks nationalfugl kommet for skade at flyve rigeligt tæt på noget højspænding, så eftermiddagen står på knap så rådden knopsvane.
“Kan I høre, hvad jeg siger?” spørger Pernille Mølgaard Andersen, og salen svarer “Jaaaeerh,” som var det selveste pjerrot, der havde stillet spørgsmålet.
Til trods for publikums entusiasme er det hverken fis eller klovnerier, som løber af scenekanten, men vaskeægte læring.
Pædagogiske forklaringer, fagter og effekter bliver brugt, og faktuelle udmeldinger om nationalfuglens fortrinligheder, såsom: “16 kilo” og “2,4 meters vingefang” bliver mødt med anerkendende “Aarh” og “Nåååårh”. Tålmodigheden er dog ikke ubegrænset, og der høres et:
“Hvornår kigger du ind i den?!” fra salens mørke. Det bliver startskuddet til en affære af de mere klamme, og der går et sus gennem salen, da Pernille skærer fuglen op. Hjerte, lever og galdeblære blotlægges, og én i salen bemærker, at hjertet ligner en slikkepind.

Trækker luftrøret ud

Showet bliver belønnet med lange vokallyde fra salen. Kun svanens luftrør afføder et lodret “ad”, men væmmelsen veksles til fascination, da Pernille trækker luftrøret en meter ud af svanens hals.
Auditoriet er på den anden ende, da hun begynder at håndtere dyrets tarme, og os på de forreste rækker (og de, som har lænet sig frem i ren og skær ophidselse) får os en ekstra sanseoplevelse, da kræet nu for alvor er begyndt at stinke.
Forelæsningen er nu nået til kønsorganerne, og Pernille Mølgaard Andersen kommer i ny krydsild fra salen:
“Det er jo hunnen, som lægger æggene...”.
“Hunden?!,” lyder det fra en pige.
“Hun-svanen, undskyld. Men jeg vil skyde på, at det her var en han,” siger Pernille.
“Skyde på?!,” siger en ung herre oprørt, og Pernille må undskylde sine upræcise formuleringer.