Fortsæt til indhold

Smuds, arme riddere og spadestik

Samfund
Kian Johansen

Tirsdagens byrådsmøde bød umiddelbart ikke på så mange komplicerede sager, og set ud fra dagsordenen burde det have været en smal sag at få besluttet tingene på et par timer.
Men som altid, når en politiker og et kamera er tæt på hinanden, så giver en plus en pludselig fire.
Ove Præst
fra Hammel fik i spørgetiden lejlighed til at stille byrådet et par velvalgte spørgsmål om, hvordan man egentlig havde tænkt sig at håndtere overdragelsen af veje til private fællesveje. Det følger FavrskovPosten op på, når der kommer nogle svar på det.
Tankevækkende nok, så hang taletiden fra de lokale byrødder stort set altid nøje sammen med gode sager, hvor netop deres eget lokalområde var repræsenteret.
Således tog Annie Neergaard (S) fra Aidt Mark ordet, da en helhedsplan for Thorsø, der i øvrigt blev godkendt, kom på skærmen. Mens også løsgænger Dan Jensen, Thorsø måtte trykke på mikrofonen for taletid til den sag.
Da sagen om en forpagtningsaftale for Præstemarkhallen i Søften kom på skemaet, var det ikke underligt Thomas Storm (V) fra Søften der tog ordet.
Og det gjorde han i den grad. Han udtrykte sig kritisk over for borgmesterens tone til de frivillige i Søften, da den endelige forhandling skulle afsluttes.
"Jeg vil lige følge op på det Anders Nørgaard (S) nævnte, før jeg selv siger et par ord,” lød det indledningsvis.
Og det blev dybere:
“De frivillige har set lyset for enden af tunnelen, selvom der ikke er taget et spadestik endnu.”
“Jeg vil ikke sidde her og kaste med grams, for vi kan blive ved med det til juleaften.” Smuds var nok ordet han mente.
Byrådsmødet igennem var der flere der brugte udsagn fra eventyrets verden, heriblandt Steen Thomasen (S), da han forsøgte at få vendt de hårde ord om kritik af hal-sagen til den positive sag det var:
“Jeg har en anderledes begejstret kasket på. Jeg vil hellere tale om syv tapre riddere, og ikke syv arme riddere.”