Flagene gik på halv på min fødselsdag

“Jeg var en halvstor knægt, før jeg fandt ud af, hvorfor flagene var på halv til min fødselsesdag. Min far, der var noget af en drillepind, bildte mig ind, det var fordi skolen gerne ville af med mig.”
Grinet runger gennem kælderen under Sølund, hvor vi sidder på Sølund Musik Festivals kontor, mens festivalleder Lasse Mortensen tænker tilbage.
Lasse er ikke kendt for at være stille eller for at holde sig tilbage. Humoren glimter i blikket og anekdoterne flyver over disken, mens han fortæller om opvæksten i Skanderborg.
“Jeg blev født oppe under loftet på Forsamlingsbygningen, som mor og far drev med stor succes.”
Det var før forældrene overtog Munkekroen og oplærte lille Lasse til en ferm køkkenskriver med god forstand på de gamle mad-dyder. En viden, der er kommet ham til gode mange gange senere.
“Mor havde et godt ry, hun var ferm i et køkken. Så jeg lærte meget tidligt, hvordan man parterer en gris, så intet går til spilde.”

Et halvt liv med Sølund

Det var dog ikke kødgryderne, der blev Lasses skæbne. I stedet er hans navn uløseligt forbundet Sølund Musik Festival. Det til trods for, han i første omgang måtte trækkes ind i projektet, der i år kan fejre 30 års jubilæum.
“Jeg kom til Sølund i 1985. hen på efteråret var der en af pædagogerne, der sagde, at han havde hørt, der var blevet ansat en sygeplejerske med erfaring i at arrangere byfester og regattaer - om det mon var mig. De var nemlig nogle pædagoger, der havde fået den ide at invitere en hel masse udviklingshæmmede til fest på Sølund.”
I starten slog Lasse sig i tøjret.
“Men de fik mig jo overtalt til sidst.”
Festgruppen sendte 2.000 invitationer ud til bosteder landet over for at høre, om de havde nogle beboere, der ville komme til en fest i festsalen på Sølund.
“Det gik over vores vildeste forventning. Der troppede 1843 gæster op til den første Sølund Musik festival, og vi måtte droppe festsalen og rigge plænen til med telte og skure. Det var en dundrende succes.”

Verdens største festival for udviklingshæmmede

Med sådan en succes, er det bare med at holde skruen i vandet. År efter år er festivalen vokset i omfang. 12.000 glade handicappede og deres medhjælpere samlet til det, der efterhånden er endt som verdens største musikfestival for udviklingshæmmede.
“I virkeligheden er det både godt og skidt at have været chef i et projekt, der indtil for et par år siden ikke nogensinde har set skyggen af modgang.”
Bemærkningen rammer hovedet på sømmet. For medgang blev brat til modgang, da de handicappede pludselig ikke længere selv måtte betale for at få deres kendte hjælpere med på festival.
“Det er jo ikke raketvidenskab at regne ud, hvilke konsekvenser det har for bostederme. De har ikke råd til at tage af driften for at ledsage deres beboere på festival.”
De seneste to år har det været en kamp at holde festivalen økonomisk oven vande og 2015 udgaven er ingen undtagelse.
“Det bliver et brag af en fest i år, men fremtiden tegner dystert. Du kan ikke lave en festival på halv kraft. Så kommer der ikke nogen. Du er nødt til at gå all in. For os handler det ikke om at tjene penge. Det handler om at kunne bevare en festival for de udviklingshæmmede. “

Brobygger til byen

Selvom arbejdet med festivalen tager det meste af Lasses tid, er der tid til overs. I den udfylder han rolles som brobygger mellem Landsbyen Sølund og Skanderborg
“Vil vil gerne have større kontakt til byen og større bevågenhed omkring det, landsbyen Sølund kan. Landsbyen har nogle faciliteter, vi gerne vil byde ind med i fællesskabet. Du ved, det er inklusiontanken om igen. Inklusion kommer ikke af sig selv, man er nødt til at gøre noget selv. Og vi vil gerne byde folk indenfor i vores fællesskab.”