Hvordan er det lige med børn og opdragelse i Hornslet?
Skolebestyrelse og børnehaver sætter fokus på børneopdragelse i Hornslet
Skolebestyrelsen på Hornslet Skole og byens fire børnehaver rejser spørgsmålet om børneopdragelse, når foredragsholderen John Aasted Halse besøger Hornslet Skole onsdag 18. marts kl. 19-21.
John Aasted Halse har i en årrække været formand for Landsorganisationen Børns Vilkår - og medlem af regeringens børneråd.
Han er kendt som en vidende og skarp debattør - og humoristisk foredragsholder og underviser, når emnet er børns og unges forhold i familie, skole og børnehave.
Opdragelse er nødvendig
John Aasted Halse har for nylig udgivet bogen 'Den nødvendige opdragelse - ér opdragelse nødvendig?' - og har tidligere udgivet andre bøger relaterende til emnet.
I Hornslet tager han udgangspunkt i sin seneste bog og sætter en tyk streg under, at opdragelse ér nødvendig, og han understreger lige så tydeligt, at opdragelse ikke er det samme som for 20-30 år siden.
Det handler ikke om kæft, trit og retning eller at de voksne udelukkende sætter grænser - men om nærvær, tydelighed og tilstedeværelse i børnenes livs.
Børn har brug for voksne autoriteter, som kan vise børnene vejen.
Tre forskellige miljøer
Børn i dag påvirkes, dannes og opdrages i mindst tre forskellige miljøer: hjemmet, dagtilbuddet og skolen. Man kan hævde, at disse institutioner ikke blot giver et mindre supplement til hjemmets omsorg og opdragelse, men er næsten lige så vigtigt i barnets liv som hjemmet, og det er et forhold, der forudsætter samarbejde, gensidig respekt og dialog.
Meget væk
”Opdragelse af vores børn er en stor udfordring for os som forældre. Man kan let få dårlig samvittighed, fordi børn og forældre i dag er så meget væk fra hinanden i løbet af dagen, og når man så er sammen, kan det være svært at tage de konflikter, som måske er nødvendige,” siger Lise Ebdrup, formand for skolebestyrelsen på Hornslet Skole.
”Vi vil gerne give alle et konstruktivt bud på, hvordan man opdrager sine børn i dagens Danmark.”