Fortsæt til indhold

Trafik-hetz skal stoppes nu

Næstformand i DCU Motion, Tom Eklund, har fået nok af den hårde tone mellem cyklister og bilister i blandt andet Ganløse og omegn

Samfund
Kenneth Tanzer

Foråret har meldt sin ankomst, og det får traditionen tro diverse cykelmotionister til at finde jernhesten frem og indtage de indbydende landeveje.
Især Ganløse og omegn er med store bakker og skarpe sving et populært cykel-område, men ifølge Ganløse-borger og næstformand i Danmarks Cykle Union, Tom Eklund, så er cyklister og bilister ikke altid på bølgelængde i trafikken.
“Det sker desværre næsten dagligt herude, at cyklister og bilister havner i en situation, hvor de rent verbalt ryger i totterne på hinanden. Jeg har oplevet det flere gange. De tager ganske enkelt ikke hensyn i trafikken, og så ender de med at provokere hinanden,” siger Tom Eklund og nævner et par eksempler.
“Bilisterne kan finde på at bruge hornet, køre helt tæt eller sprøjte med sprinklervæske, så det rammer cyklisterne. Omvendt kan cyklisterne finde på at køre helt ude på vejen, så bilisterne ikke har en chance for at køre forbi. Det er trist og ærgerligt, at den slags episoder overhovedet opstår,” siger Tom Eklund.
Han kalder det et generelt landsdækkende problem, men han understreger, at der har været flere alvorlige ulykker i Ganløse.
“Der har været et par grimme ulykker i lokalområdet, og de er opstået, fordi man heller ikke kører efter forholdene,” siger Tom Eklund, som i den forbindelse langer ud efter både cyklister og bilister.
“Bilisterne kører ofte for stærkt på de smalle landeveje. Mange overholder ikke færdselsloven, og det gør det ikke mindre farligt, når der kører en gruppe cyklister, men cyklisterne skal også overholde reglerne. De må godt køre to og to ved siden af hinanden, men når der kommer en bil, så skal de trække ind til siden på én lang række. Det ved vores klubber og medlemmer, men over 75 procent af cykelmotionisterne på landevejene er selvorganiserede motionister. Det vil sige, at de ikke har tilknytning til en forening, som kan tilbyde dem kursus-muligheder. Jeg kan kun opfordre disse motionister, at de melder sig ind i en cykelklub, der kan tilbyde disse muligheder,” siger Tom Eklund.

Sænk farten

Den trafikale situation har nu fået Danmarks Cykle Union til at indlede et projekt i samarbejde med andre interessegrupper, hvor formålet er, at der skal tages hensyn til hinanden.
“Vi skal det her problem til livs. Det skal stoppe nu. I andre lande kan man godt finde ud af at færdes i trafikken. I første omgang handler det om at overholde færdselsloven. Tilsæt dertil en grad af tålmodighed overfor de langsommere trafikanter og forudse situationer, som kan skabe problemer. Sænk farten ved steder, hvor man ikke har et godt overblik - eksempelvis ved bakker, sving og kryds,” siger Tom Eklund.