Fortsæt til indhold

Køge Kyst er for alvor skudt i gang

TK Development sætter nu hele deres del af stationsområde projektet i gang

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Det største af de mange aktuelle udviklingsprojekter i Køge er byudviklingsprojektet Køge Kyst.
Det omfatter tre områder i det centrale Køge og Køge havn, nemlig: Søndre Havn, Stationsområdet og den såkaldte Collstrupgrund. Alt i alt skal der over de næste 20-25 år bygges 300.000 kvm, fordelt på boliger, erhverv, detailhandel og kultur.
Boligdelen forventes at udgøre de 150.000 kvm og bestå af ca. 1.500 boliger og projektet er allerede gået fra at være planer og visioner til nu at være i fuld gang med at blive til virkelighed.
I delområdet Stationsområdet har man nemlig allerede skudt gang i byggeriet af 1. etape, som bl.a. omfatter butikker, udvidelse af Køge Rådhus og et genoptræningscenter.

Turboen er slået til

For nylig valgte udviklingskoncernen TK Development, som står bag byggeriet af en meget stor del af det nye stationsområde, at slå turboen til.
Det skete ved at beslutte, at man i dette forår også igangsætter 2. etape af byggeriet i Stationsområdet.
Samlet set udgør TK Developments byggeri i Stationsområdet 34.500 m2 butikker, boliger, erhverv, kultur (herunder en ny stor biograf med ), og det er hér man bl.a. kommer til at kunne glæde sig til et helt nyt indkøbsstrøg - ‘Strædet', når det hele står færdigt om 3-4 år.

Interessant langt uden for kommunegrænsen

At TK Developoment valgte også at igangsætte 2. etape nu skyldtes nok ikke mindst, at også investorer uden for landets grænser har fået øjnene op for Køge.
For nylig solgte man således projektet ‘Strædet' til den finske detailhandelsinvestor Citycon, til en pris i omegnen af 560 mio kr..
Citycon har specialiseret sig i at drive shoppingcentre med dagligvarebutikker som ankerlejere og er den førende shoppingcenterejer i Finland og Estland, og blandt de største også i Sverige. ‘Strædet' kommer til at rumme 19.000 kvm butikker og 13.000 kvm p-arealer, og ifølge TK Developments direktør Frede Clausen, er dette er klart bevis på stor tro på fremtiden for Køges detailhandel.
- Køge har i århundreder været kendt for at være en attraktiv handelsby og har i forvejen en god detailhandel i den historiske bymidte. Men byen mangler nogle af kædebutikkerne, som i mange år har meget gerne har villet ind i byen, hvis de kunne finde de rigtige lokaler.
Det bliver der mulighed for nu med tilblivelsen af ‘Strædet', siger han.

Køges borgmester, Flemming Christensen, havde fornøjelsen at tage det første symbolske spadestik til byggeriet.

Kvalitetsløft til Køges detailhandel

Virkeliggørelsen af byens nye handelskvarter er samtidig et eksempel på, at der kan skabes et nyt handelskvarter i byen, uden at det behøver at være i form af et storcenter.
‘Strædet' bliver et alternativ der kommer til at hænge direkte sammen med det eksisterende butiksliv i bymidten, og derfor kan man med rette tale om at det vil bidrage til et kvalitetsløft af byens samlede detailhandel, der vil være med til at gøre den endnu mere spændende og tiltrækkende for butikkernes kunder.

Efter flere års forberedelser kaldte Frede Clausen det en stor dag for både TK Development og for Køge, da man onsdag den 4. marts kunne tage det første spadestik til Køge Kyst-byggeriet i Stationsområdet. - Det har været en lang rejse, men nu er det tid til at realisere visionen, og inden længe vil en ny bydel skyde op her. Nogle lejere er allerede på plads, mens andre er på vej ind, sagde han i sin tale.