Up Front Europe fejrer rundt jubilæum
Up Front Europe i Hornslet fejrer 25-års jubilæum med reception på Den Gamle Kro
Indehaver og direktør i Up Front Europe i Hornslet, Lotte Jensen, har været med hele vejen fra de første spæde ansøgningsskemaer udfyldt på skrivemaskine i 90'erne med masser af slettelak - til nutidens online ansøgningssystemer.
Udviklingen i EU er fulgt gennem mange budgetperioder, og hver enkelt finanslov siden 1990 er nærlæst for at kunne fungere som fødselshjælper for udviklingsprojekter og for at kunne uddanne nye fundraisere.
Lotte Jensen synes nu, at der er al mulig grund til at fejre 25-års jubilæet og inviterer tidligere og nuværende kunder og kursister samt kolleger, netværk og venner til jubilæumsreception torsdag 19. marts kl. 15-17.30 på Den Gamle Kro i Hornslet.
Om Lotte Jensen
Lotte Jensen har arbejdet med fundraising og projektudvikling som selvstændig siden 1989. Hun har tidligere været ansat som projektleder på udviklingsprojekter i regi af Danske Gymnastik- og Idrætsorganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd samt Århus Kommunes Fritids- og Kulturforvaltning.
Derudover har hun fungeret som ekstern lektor på Syddansk Universitet og er medlem af Team Europe under Europa Kommissionens repræsentation i Danmark.
Hun er tilknyttet Dansk Magisterforenings Efteruddannelse samt SDU Efteruddannelse som fast underviser - og har en omfattende kursusvirksomhed blandt andet med egen Fundraisinguddannelse.
Fritiden bruges blandt andet på frivilligt lederarbejde i DGI Østjylland, bestyrelsesmedlem i LAG Djursland og formand for Rosenholm Festival.