Min vej fra muslim til kristen
Onsdag den 25. marts kommer folkekirkepræst og valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh fra Odense og taler i Hedensted Kirke klokken 19. Han er tidligere muslim og vil tale om 'åndelig udrustning'. Aftenen fortsætter i Missionshuset med emnet 'Min vej fra muslim til kristen'.
Massoud er født i Teheran i Iran i 1970 og er tidligere muslim. Han er vokset op i Shahens tid og var ni år gammel, da Khomeini kom til magten i Iran. Hans far var praktiserende muslim og opfordrede Massoud til at studere Koranen og leve som trofast muslim. Moderen var religiøst åben og interesseret i blandt andet kristendommen. I 1986, da krigen rasede mellem Iran og Irak, blev Massoud indkaldt til aktiv militærtjeneste. Han fandt krigen absurd og meningsløs og flygtede som 15-årig med et ben i gips og på to krykker gennem de kurdiske bjerge til Tyrkiet og videre til Danmark. Efter studentereksamen og studier i international markedsøkonomi startede Massoud egen virksomhed og drev den i fem år, indtil Jesus viste sig for ham i en bemærkelsesværdig drøm og kaldte ham til tjeneste.
I 1997 blev Massoud daglig leder af missionsbevægelsen 'Church of Love', som er en multietnisk missionsbevægelse i stor vækst med afdelinger i København, Odense, Aarhus og Malmø. 'Church of Love' er godkendt som valgmenighed af Kirkeministeriet.
I 2011 blev Massoud ordineret folkekirkepræst og er nu valgmenighedspræst, hvor han bygger bro mellem migrantmenighederne og kirken over hele landet gennem 'Folkekirkens Migrantarbejde'.
Du kan høre mere om Massouds livshistorie den 25. marts klokken 19 i Hedensted Kirke. Emne: Åndelig udrustning. Derefter er der kaffe og fortsættelse af aftenen i Missionshuset, Bækketoften 1, Hedensted. Emne: Min vej fra muslim til kristen. Alle er velkommen. Arr.: Hedensted Valgmenighed og Indre Mission.