Cannes-stemning på Kulturhotellet
Unge imponerede juryen til dette års Filmfestival
Syddjurs Filmfestival for unge blev afviklet for anden gang, 23. maj på Kulturhotellet i Rønde.
Ikke mindre end 14 kortfilm havde fundet vej til lærredet i Kulturhotellets store sal, der var fyldt til sidste plads. Den røde løber, duften af popcorn, de slukkede mobiler og de forventningsfulde tilskuere i mørket konkurrerer måske ikke med den kommende festival i Cannes, men denne tirsdag eftermiddag var forstillelsen og hysteriet til at overse. Til gengæld komplimenterede klapsalverne respektfuld de knap fem kvarters forestilling, hvor gysere, dramaer, dokumentarer og en enkelt narkogangsterfilm rullede over lærredet.
Og vinderen er...
I alt dystedes der i ni forskellige kategorier om prisen ’Den Røde Glente’.
Den store vinder blev ’Domino’, der med sin gennemførte produktion illustrerede en ung piges eksistentielle krise. Den sidste brik væltede ikke, og lod på fineste vis slutningen være op til den enkelte tilskuer.
’Domino’ kåredes af juryen til bedste film og vandt ligeledes for bedste foto og hovedrolle. Holdet bag filmen var Amalie Greve, Cecilie Touborg, Rasmus Buur og Tobias Jelle.
I den anden hovedkategori Publikumsprisen, vandt ’Dolo en klar sejr. Det psykologiske drama, iscenesat af Conrad Clement, Noah Nielsen Dahlerup og Victor Skillborg, appellerede til publikums fantasi og belønnedes lige som ’Domino’ med et gavekort til KomBi i Hornslet.
Festivalen bliver afviklet i et samarbejde mellem Kulturhotellet og Syddjurs Gymnasium, og arrangørerne har ambitioner om at udbrede kendskabet og deltagelsen i kommunen. Ikke mindst den måske-kommende filmefterskole, men også meget gerne andre af Syddjurs skoler eller unge, der arbejder uafhængigt.
Meny i Rønde, KomBi, Syddjurs Gymnasium og Kulturhotellet har bidraget til festivalens afvikling.