Fortsæt til indhold

Nye pas kan ikke bruges

En fejl hos Skanderborg Kommunes pasleverandør betyder, at pas lavet i februar og marts tilbagekaldes

Samfund
Arkiv

Pas lavet i enten februar eller marts kan ikke bruges. En fejl hos Skanderborg Kommunes pasleverandør betyder, at pas udstedt i perioden ikke indeholder de påkrævede fingeraftryk, og derfor kan de ikke bruges.
“Vi gav i aftes direkte besked til de berørte borgere, der har fået udstedt et pas i februar eller marts 2015. Vi har sendt breve via digital post, og vi har også sendt en SMS i de tilfælde, hvor det har været muligt,” skriver kommunen på sin hjemmeside.

Borgerservice holder ekstraordinært åbent

Derfor holder Borgerservice i Skanderborg ekstraordinært åbent fredag til klokken 16.00 og lørdag fra klokken 10.00 til 14.00.
Har man fået lavet pas i februar eller marts og skal ud at rejse inden for de næste tre uger, skal man omgående kontakte Borgerservice.
Ifølge KL.dk er der blevet udstedt 569 pas i februar og marts i Skanderborg Kommune. I alt er 44 kommuner på landsplan ramt af fejlen fra pasleverandøren.
“Det er naturligvis uden omkostninger for de berørte borgere at få et nyt pas. Vi beklager dybt de gener, som fejlen medfører for vores borgere,” skriver kommunen på sin hjemmeside.