Kamstrup vinder andele trods moderat marked
Stilling-virksomhed forventer 100 flere ansatte i 2015
Kamstrup vandt markedsandele i en række lande, selv om de globale markeder indenfor energi- og vandmålere blot udviste moderat vækst i 2014,
Det viser Stilling-virksomhedens årsregnskab, der vidner om vækst i omsætningen på ni procent til 1.4 milliarder kroner fra 2013 til 2014. Endnu mere markant var udviklingen i årets resultat før skat, hvor Kamstrup nåede et overskud på 260 millioner kroner før skat.
Dermed nåede omsætning og resultat det højeste niveau i selskabets historie. Virksomheden angiver selv investering i produktudvikling og succesfulde lanceringer af nye produkter som baggrund for den positive udvikling. Dertil kommer investering i automatisering af produktion og kvalitet, men også et frasalg af Kamstrups hollandske gasdivision har bidraget.
Kamstrups administrerende direktør, Per Asmussen, benævner i en pressemeddelelse årets resultat for særdeles tilfredsstillende.
”Vi har øget vores afsætning inden for alle vores forretningsområder, og vi vokser især på de internationale vandmarkeder. Flere og flere vandværker har fået øjnene op for de store fordele som ligger i intelligent vandmåling, og vi har kunnet mærke en stigende interesse for vores vandløsninger igennem hele 2014”, siger Per Asmussen.
Kamstrup har oplevet tocifrede vækstrater på flere udenlandske markeder og forventer at fortsætte med at vinde markedsandele i 2015.
Ligeledes fortsætter Kamstrup investeringen i medarbejderstaben og forventer at ansætte cirka 100 nye medarbejdere i 2015, hvoraf to tredjedel er stillinger relateret til produkt- og markedsudvikling.
”Vi forventer fortsat vækst i 2015 inden for alle forretningsområder og især på vores globale vandmarkeder. Vi forventer dog et lidt lavere resultat end i 2014, hvilket primært skyldes engangsindtægten på frasalget af vores hollandske gasdivision, samt de øgede investeringer til produkt- og markedsudvikling”, uddyber administrerende direktør Per Asmussen, Kamstrup.