Fortsæt til indhold

Vi kårer Danmarks Smukkeste Medhjælperhold

Lokalavisen Skanderborg kårer i samarbejde med Smukfest Danmarks Smukkeste Medhjælperhold 2015. Sammen vil vi hylde de frivillige der gør festivalen mulig

Samfund
Grethe Bo Madsen

På Lokalavisen vil vi gerne sætte spot på dem, der år efter år gør Smukfesten mulig. Dem, der tager slæbet både før, under og efter festivalen, og sørger for, vi andre får en god fest.
Derfor vil vi i år i samarbejde med Smukfest hylde et af de knap 300 medhjælperhold på Smukfest og tildele det titlen Danmarks Smukkeste medhjælperhold 2015.

Vil du og dit hold være med?

Du kan nominere dit hold til titlen ved at sende os en mail, hvor I fortæller, hvad det er for en opgave, I løser.
Fortæl også meget gerne, hvilke sjove, skægge, skæve traditioner, I har på holdet, og hvad I har oplevet af spændende, vilde eller crazy ting.
Gør det meget gerne med et glimt i øjet og på en sjov og kreativ måde. Det kan være på versefødder, på video eller som skønsang, og meget gerne krydret med fotos.

Spot på de nominerede

I løbet af sommeren sætter vi spot på frivilligheden og fællesskabet og tegner et portræt af de mange ildsjæle, der er med til at skabe magi i bøgeskoven år efter år.
Vi vil fortælle historien om sammenholdet og mangfoldigheden og samtidig beskrive det enorme arbejde, der skal til for at afvikle Smukfest.
Sammen med Smukfest vælger vi en række nominerede ud, som bliver offentliggjort ved medhjælperfesten 16. maj.
Hvert af de nominerede hold bliver præsenteret på vores hjemmeside, hvor der samtidig er mulighed for at stemme på sit yndlingshold.
De nominerede præsenteres også med en portrætartikel hver i Lokalavisen Skanderborg.
Afstemningen slutter fredag 31. juli, og hvem der løber med titlen som Årets Smukkeste Medhjælperhold 2015 afsløres onsdag 5. august, når festivalen starter.