Wienerbrød, bunkere og feltmadrasser

Jeg boede hos min morfar i Fredericia under besættelsen. I nærheden af huset var en bunker, og hver gang luftalarmen lød, løb tyskerne ind i bunkeren. Min morfar og jeg gik altid ud på trappen og kiggede, indtil der blev skudt ned ad gaden, så hev morfar mig ind i huset. Hvis der var bombetrusler, skulle jeg altid stille mig ved skorstenen, for det er det sikreste sted i et hus. Jeg husker, hvordan der blev smuglet våben under store smørtønder fra mejeriet. Tyskerne var vilde med smør, og kunne nemt distraheres ved, at man gav dem noget. Lige efter befrielsen måtte tyskerne ikke købe noget som helst i Danmark. Jeg husker, at en flok tyskere gav mig 100 kroner. Jeg skulle købe en stang wienerbrød hos bageren og måtte beholde resten. Det var rigtig mange penge, men da min morfar fandt ud af, at jeg ville hjælpe tyskerne, blev han vred og bad mig aflevere pengene tilbage, uden wienerbrød vel at mærke. Efter besættelsen husker jeg også tydeligt, hvordan feltmadrasserne (kvinder, der var sammen med de tyske mænd, red.) blev jaget ud på gaden, hvor de blev kronraget i al offentlighed. Alene for at ydmyge dem.