Fortsæt til indhold

Se 15-årig tryllebinde publikum med flyvende mønt

Samfund
Lotte Gyldenvang

Med et knips får han spillekort og mønter til at forsvinde, inden de kort efter dukker frem fra det mest uventede sted.
Når 15-årig Nicolai Laursen fra Kolding hver anden fredag tryller for gæsterne på McDonald's i Kolding, glemmer de fleste i et øjeblik helt at spise deres pomfritter.

“Det bedste ved at trylle, er at se folks reaktioner. Det er ikke altid, at de virker imponerede, når jeg kommer hen og spørger, om de vil se et trick. Men når de så ser mine tryllerier, bliver de ofte positivt overraskede og vil se mere,” fortæller Nicolai Laursen, som selv bliver overrasket, når hans publikum vil filme ham for at dele tryllekunster med deres venner på de sociale medier.

Magiske drømme

Da han blev 11 år fik han et tryllesæt fra Fætter BR, som blev begyndelsen til en ny hobby.

“Det varede ikke længe, før jeg kunne alle tricksene i æsken og var klar til flere og mere avancerede tricks,” siger Nicolai Laursen, mens et kort forsvinder mellem fingrene på ham.

Siden er han blevet medlem af trylleklubben i Ravsted, hvor han en gang om måneden mødes med andre tryllekunstnere under 18 år. Han deltager i Magisk Junior Weekend, der er DM for tryllekunstnere under 18 år og er placeret efter sidste mesterskab i top ti ud af omkring 90 tryllekunstnere.

Han har 30-40 tricks i ærmet, som er sikre hver gang, han viser dem. Derudover øver han hele tiden på nye tricks, som han først viser publikum, når teknikken er helt på plads.
“Jeg øver mig konstant på at blive bedre og drømmer da om at kunne leve af at trylle”.

Tryllende mekaniker

Nicolai er trods den store passion også meget realistisk.

“Det er de færreste, der kan leve af det. Selv mit store forbillede, Henning Nielsen, der blev nummer tre i Danmark har Talent med sine tryllerier, kan ikke leve af det. Men det er da en start at have ambitioner om at nå hans niveau,” siger Nicolai.

Til daglig går han i 8. klasse på Munkevænget Skole og startede som 13-årig på McDonald's som afrydder.
“Når alt var pænt og rent kunne jeg give et tryllenummer, men nu arbejder jeg udelukkende som tryllekunstner”.

Han sigter efter at uddanne sig som mekaniker, hvis han ikke når at blive professionel tryllekunstner inden.

“Så kan jeg jo altid kombinere tryllerierne og forvandle en skruenøgle til en hammer”.
Udover at trylle på McDonald's laver han større shows med flere rekvisitter som silketørklæder og flasker.