Kommune og Økologisk Landsforening tilbyder gratis økotjek inden omlægning til økologi
Gratis økotjek til endnu flere landmænd i Norddjurs Kommune
Norddjurs Kommune og Økologisk Landsforening tilbyder et gratis øko-omlægningstjek til landmænd og lodsejere. Projektet hedder ”Lokal grøn vækst som lokomotiv for økologisk omlægning i Danmark” og er støttet af EU og Fødevareministeriet.
Det begyndte som et pilotprojekt i 12 kommuner i 2011, og i 2013 anbefalede Natur & Landbrugskommissionen regeringen en landsdækkende udbredelse af projektet.
22 kommuner er i gang
Ifølge Økologisk Landsforening køber danskerne mere økologi end noget andet folkefærd i verden. Også den danske eksport af økologiske fødevarer er mangedoblet i de senere år og er i stærkere vækst end nogensinde før.
22 af landets kommuner har allerede tilbudt eller er i gang med at tilbyde konventionelle landmænd og lodsejere et gratis øko-tjek af gården. Norddjurs Kommune er en af de kommuner, som har været med fra begyndelsen.
“Et øko-tjek er ganske uforpligtende og anonymt og kan give landmanden et bedre billede af økologisk jordbrug, og af om han eller hun kan se sig selv og sin bedrift i det”, siger Mads Vinther, økologikonsulent og projektleder i Økologisk Landsforening.
Strategi for bedriften
Inden for den nuværende projektperiode vil det totale antal tilbudte omlægningstjek nå omkring 10.000 fordelt på 25 kommuner.
“I nogle områder kan det være et genstridig puslespil at få landbrug til at passe sammen med andre samfundsinteresserer i natur og miljø. Men brikkerne er ofte lettere at få på plads, hvis arealerne dyrkes uden pesticider og kunstgødning. Samtidig er der stor efterspørgsel på økologiske fødevarer herhjemme og i udlandet, og derfor er det for mange landmænd en naturlig tanke at overveje en økologisk strategi for bedriftens fremtidige udvikling, siger Mads Vinther.