Fortsæt til indhold

Aktørerne i Gjesing er klar til at gå på scenen

Årets dilettantforestilling i Gjesing fredag og lørdag 20. og 21. marts

Samfund
Anette Bonde

Scenen er sat til dilettantforestillingen ”Kræmmermarked i Lerhøj” i Gjesinghus.Alle remedier og rekvisitter er fundet, og aktørernes replikker sidder efter sigende lige i skabet. Campingvognen er kørt i stilling, og alskens antik, rod og ragelse er på plads. Så dilettanterne i Gjesing kan nu melde sig klar med årets forestilling.

Kræmmere i Lerhøj

Stykket foregår i Frank og Rosa's fortelt på kræmmermarkedet i Lerhøj. De får besøg af vagabonderne Karlson og Lærlingen, der udover at være yderst tørstige, også bringer kærligheden ind i hverdagen på kræmmermarkedet.
Men sød musik er som bekendt ikke altid uden mislyde, og det er ikke alt, der går som ønsket. Og ikke alle er, hvem de udgiver sig for at være.

Musik af Peter Vildmand

Der spilles generalprøve fredag 20. marts klokken 19.30. Tilmelding er ikke nødvendig.
Lørdag åbnes dørene klokken 17, og kl. 17.30 skærer Kurt kødet for ved aftenens buffet. Forestillingen starter klokken 20, og når den er slut, spiller Peter Vildmand op til dans. Tilmelding nødvendig og kan ske til Marianne Bach Danielsen eller Jytte Andersen.