Flere af byens isbutikker går til kamp mod lavsæson
Flere af de aarhusianske isbutikker opruster med alternative varer på hylderne, når temperaturen udenfor ligger omkring frysepunktet
I takt med at vinteren har lagt sin klamme hånd over landet, er de kilometerlange køer foran byens isbutikker svundet ind.
Isbutikkerne må indstille sig på at skulle geare ned, lukke, supplere sortimentet eller alle tre dele.
‘Dolce Vita', som er navnet på tre isbarer i Aarhus, gør det sidstnævnte.
En specialimporteret, italiensk kafferister bliver nu indsat i kampen mod lavsæsonen, hvor kaffen forhåbentlig skal blive en større del af forretningen end de nuværende 10-20 procent af omsætningen.
“Vi begrænser vores åbningstider udenfor højsæsonen, og vi har et let skalérbart apparat. Både med hensyn til produktion og personale,” siger Roberto Damo, der er ismager fra Venedig.
Han åbnede den første ‘Dolce Vita'-isbar på Trøjborg i 2002, udvidede forretningen i Veri Centret i 2008 og fik sit seneste skud på stammen i Bruuns Galleri i 2013.
Sidstnævnte isbar har altså nu oprustet med en kafferister.
“Vi har altid haft kaffe, for vi er et klassisk, italiensk gelateria, hvor isen ikke kun er ‘to go'. Det forlænger i øvrigt også vores sæson lidt, at man kan sidde inde, og her er kaffen et vigtigt element. Men vi vil gerne gå samme vej med kaffen, som vi har gjort med isen, hvor friskheden også er alfa og omega for kvaliteten,” siger Roberto Damo og fortsætter:
“Før var kaffen et supplement til isen, men nu er det blevet et selvstændigt produkt, som jeg selv producerer. Derfor håber jeg, at det bliver en større del af forretningen, som gør os mindre sårbare overfor sæsonen.”
Frem til 1. februar er det kun isbaren i Bruuns Galleri, som har åbent.
“En af fordelene ved at ligge i et storcenter er, at vi ikke mærker sæsonen så meget hér som i vores andre isbarer. Der svinger omsætningen med 700 procent,” siger Roberto Damo.
Isen hos ‘Dolce Vita' bliver lavet frisk hver dag, hvor der i lavsæsonen bliver produceret 30-40 kilo om dagen.
“Jeg laver 600-800 kilo is om dagen hele sommeren, hvor cirka de 100 kilo er lakridsis,” siger Roberto Damo.
Udvikler om vinteren
Hos YOGO, som serverer frozen yoghurt, er man også udsat for sæsonerne.
Medejer Pierre Skovgaard fortæller, at omsætningen typisk er fem-seks gange højere på de gode sommerdage, og at prisen på frisk frugt er højere om vinteren. Alligevel er han fortrøstningsfuld.
“Vi har haft en god sæson, og vi er så heldige, at vi har nogle gode stamkunder, som kigger forbi, selvom det er koldt. Derudover har vi fået et nyt produkt, som hedder froth (amerikansk drik, som er en skum af varm chokolade, red.), som følger vores koncept med høj kvalitet og brugerinddragelse,” siger Pierre Skovgaard og fortsætter:
“Vi har uændret åbningstid, men vi er færre på arbejde. Ellers bruger vi vinteren på at udvikle os.”