Fortsæt til indhold

Frivillig får Hendes Majestæt Dronningens Emblem

Erik Brofelde fra Vrold har modtaget en kongelig anerkendelse for sit frivillige arbejde hos Røde Kors i Skanderborg

Samfund
Grethe Bo Madsen

Intet mindre end en rosende anerkendelse og et skulderklap fra selveste Danmarks Monark er velfortjent endt hos Erik Brofelde fra Vrold ved Skanderborg.
Siden Erik i november 1979 meldte sig ind i Røde Kors i Skanderborg, har han vist sig at være noget af en kapacitet at få som frivillig. Erik blev hurtigt valgt ind i bestyrelsen i Skanderborg, hvor han har siddet lige siden og gjort et flot stykke arbejde.
Erik har haft en finger med i spillet i mange af Røde Kors' aktiviteter, men frem for alt, har hans hjerte banket for at være med til at redde menneskeliv. Derfor er Erik både en del af samaritterne og uddannet førstehjælpsinstruktør.
”Erik har været og er stadig en meget betydningsfuld person for afdelingen i Skanderborg. Hans rummelighed, væremåde og iver for at være til stede i Røde Kors' frivillige arbejde er en meget prisværdig indsats. En indsats som Skanderborg afdeling gerne vil anerkende ved at overbringe ham Hendes Majestæt Dronningens Emblem,” fortæller Lone Holmgaard Kristensen udtaler, der er formand for Røde Kors' Skanderborg afdeling.
Hendes Majestæt Dronningens Emblem tildeles frivillige, der har udført langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Røde Kors' afdelinger. Emblemet blev indstiftet 5. december 1914 af Hans Majestæt Kong Christian den 10.