Fortsæt til indhold

Dragsholm Sparekasse satser yderligere på erhverv

En ny vækstplan skal sikre den mindre sparekasse flere kunder og et større udlån.

Samfund
Af Søren Lindquist

VÆKST Dragsholm Sparekasse er i markedsmæssig forstand en mindre sparekasse fra den vestlige del af Sjælland, med tre filialer og et erhvervscenter.
Filialerne ligger i Asnæs, Hørve og Kalundborg, og erhvervscentret er placeret i Asnæs. Sparekassen sig klarede sig godt gennem finanskrisen, og ifølge direktør Claus Sejling skyldtes det primært, at man udviste en forsigtig og påpasselig adfærd hele vejen igennem forløbet.
Han tog over i rollen som direktør i august 2014, da hans forgænger på posten gik på pension efter 36 års tro tjeneste.
Med ansættelsen af Claus Sejling udtrykte sparekassens bestyrelse samtidig et ønske om et øget fokus på at skabe vækst på flere parametre.
Balancen er i dag på lidt over en 1 mia kr., men udlånet er blot på 250 mio kr. Det er størrelser man gerne vil have til at vokse, og det skal ifølge Claus Sejling først og fremmest ske gennem flere kunder på bogen.
- Målet er, at hæve vort udlån i et fornuftigt tempo, hvor alle kan følge med og vi kan beholde bukserne på, så at sige. Det skal ske ved at tiltrække nye kunder, såvel lokalt som fra et lidt større område, end vore kunder kommer fra i dag.
Vi tror på, at en del af de nye kunder, såvel private som erhvervskunder, skal findes i området fra Slagelse til Holbæk og til Kalundborg og Nykøbing S, fortæller Claus Sejling og fortsætter:
- Samtidig ved vi, at mange kunder i dag ønsker nærhed og tilgængelighed. Og da mange andre pengeinstitutter vælger at lukke deres filialer i de byer vi er etableret i tænker vi også, at vi kan byde nye kunder velkommen ad den vej.

Særligt fokus på erhverv

Det er især i erhvervssegmentet, at Dragsholm Sparekasse satser og investerer. For at stå stærkere overfor erhvervskunderne, har man derfor valgt at investere betydeligt på erhvervssiden.
- Vi har allerede budt to nye erhvervsrådgivere velkommen, og har nu også i Kalundborg filialen en erhvervsfunktion. Vi tror på, at vi kan tiltrække flere kunder ved også at kunne tilbyde de rette kompetencer hos vore rådgivere.
Derfor er vi også parate til at ansætte yderligere erhvervsrådgivere hen ad vejen, når behovet opstår. Dertil kommer, at vi også er af den overbevisning, at vore nye rådgivere i et vist omfang vil bidrage til nye kunder ved at de følger med rådgiveren til Dragsholm Sparekasse.
Det er nu én gang sådan, at mange kunder har et tæt forhold til deres rådgiver, så vi har da også en forventning om at byde nye kunder velkommen ad den vej, siger Claus Sejling.

Hurtig respons

Noget man bryster sig særligt af hos Dragsholm Sparekasse er hurtig respons. Man skal fx kunne have et svar inden for samme uge man ansøger om et lån.
- Vi ved at mange kunder sætter pris på et hurtigt svar. Der er ingen der bryder sig om ventetid, og vi oplever det som en stor fordel, at vi er i stand til at melde hurtigt tilbage til kunderne, siger direktøren.
Der er med andre ord lagt op til vokseværk i et fornuftigt og overskueligt tempo i Dragsholm Sparekasse. Man investerer for at kunne skabe den ønskede vækst, og Claus Sejling er også åben for yderligere investeringer.
- Når vi hos os kigger i regnskaber, gør vi det på langt sigt. Vi anser investeringer for helt nødvendige, for at kunne skabe en sund vækst i et fornuftigt tempo, og vi har stor tro på, at vi er på rette vej, slutter Claus Sejling.