Stort partnerskab skal skabe bæredygtige arbejdspladser
Flere arbejdspladser og ekstra indtjeningsmuligheder for erhvervslivet. Det er perspektiverne for en klimapartnerskabsaftale mellem Aarhus Universitet, Science & Technology og Aarhus Kommune.
I morgen - 27. januar - sætter Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø og Niels Chr. Nielsen, dekan for Science & Technology ved Aarhus Universitet deres signaturer på en aftale, der skal styrke samarbejdsrelationerne mellem Aarhus Universitet, erhvervslivet og Aarhus Kommune. Fokus er på innovative projekter inden for klimaområdet, som vil give vækst og flere arbejdspladser i det østjyske erhvervsliv.
”Der er et kæmpe innovationspotentiale på og omkring Aarhus Universitet. Et potentiale, som, hvis det forløses, kan bringe Aarhus de sidste skridt mod CO2-neutralitet i 2030. Med aftalen intensiverer vi samarbejdet betydeligt,” siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.
Om aftalen siger dekan ved Aarhus Universitet, Niels Chr. Nielsen:
”På Science & Technology er vi meget glade for den aftale, vi indgår med Aarhus Kommune. Der er ingen tvivl om, at Aarhus Universitet og Aarhus Kommune sammen kan og vil spille en afgørende rolle i løsningen af de store samfundsudfordringer, som også er aktuelle i Vestdanmark. Løsningerne skal være med til skabe endnu flere videnstunge og gerne grønne arbejdspladser. Det ansvar påtager vi os gerne, og det er denne aftale med til at understrege.”