IF Ådalens medlemstal tog et dyk i 2014
Det smitter af i regnskabet at IF Ådalen i 2014 oplevede et større medlemsfald
Et af de væsentlige punkter på IF Ådalens generalforsamling i Ådalshallen var faldet i medlemstallet - og derfor også i kontingentindtægten.
Det samlede kontingent faldt fra 484.000 kroner i 2013 til 422.000 kroner i 2014. Der var budgetteret med 546.000 kroner.
”Medlemsfaldet mærkes mest i gymnastik, spinning og tennis, hvor kontingentet faldt henholdsvis 50.000 kroner, 36.000 kroner og 12.000 kroner,” fortalte kasserer Ivar Jensen på generalforsamlingen. Han kunne samtidig fortælle om en glædelig stigning på 14.000 kroner i fodbold. Og indtægten ved sommerfesten var 30.000 kroner højere end det foregående år.
Nedgangen er vendt
Først formand Lars Schmidt og senere repræsentanter fra de forskellige afdelinger kom efterfølgende ind på medlemstallet og de tiltag, der er sat i værk for at rette op på det.
Nedgangen er vendt, og den spirende optimisme afspejles i budgettet, som kalkulerer med et overskud i indeværende år på 27.000 kroner - mod et underskud på 49.000 kroner i 2014. Foreningens afdelinger er ”solidariske” i én fælles kasse, så en afdeling ikke pludselig er lukningstruet, hvis det går ned ad bakke.
Således arbejdes der i dag også på tværs med struktur og ledelse.
Lars Schmidt kunne fortælle, at man i oktober 2014 havde en visionsaften med deltagelse af Henrik Mikkelsen fra DGI, og at der følges op på det fredag 17. april.
”Vi har skudt os ind på fire hovedpunkter - kortere kommandovej, bedre til at informere, styrke ungdomsarbejdet og styrke rekrutteringen,” fortalte Lars Schmidt.
Ledelsesfunktionerne er blevet mere fleksible end tidligere. Foreningens ledergruppe består p.t. af tre personer, mens man i de enkelte afdelinger har organiseret sig på forskellig vis.
Martin Larsen, som er den økonomiansvarlige i ledergruppen, opfordrede nye til at komme på banen og give et nap med.
”Vi vil faktisk gerne have mange flere til at gøre meget mindre,” sagde Martin Larsen.
Blandt andet er man på udkig efter en PR-/medieansvarlig og en sponsoransvarlig til ledergruppen.