Rodskov efterlyser hjælpende hænder
Rodskov-Eskerod Beboerforening efterlyser nye bestyrelsesmedlemmer.
Da det ikke lykkedes at finde en ny bestyrelse på den ordinære generalforsamling med under 20 fremmødte, er der nu indkaldt til ekstraordinær generalforsamling onsdag 25. marts kl. 19.30 i forsamlingshuset.
Et paradoks
Tre af den siddende bestyrelses medlemmer er klar til at fortsætte - dog under forudsætning af, at der findes yderligere to medlemmer.
Beboerforeningen driver Rodskov Forsamlingshus, og det nævnes som lidt af et paradoks, at der mangler bestyrelsesmedlemmer netop nu, da man har haft succes med at strømline arbejdet, gøre opgaverne mere overskuelige - og derfor holder færre møder.
Bestyrelsen opfordrer beboerne til at komme på banen og nævner det som en god mulighed for nye tilflyttere til at lære området og indbyggerne bedre at kende.