Glem København og sats på Sønderborg
Det skal nu dokumenteres, at en investering i arbejdspladser i Sønderborg Kommune skaber flere jobs end en tilsvarende investering i København
Sønderborg Kommune vil nu sammen med Landsforeningen Danmark på Vippen dokumentere, at en investering i arbejdspladser i Sønderborg Kommune vil være en fordel for hele Danmark og skabe flere jobs end en tilsvarende investering i København vil være.
Det sker efter at Sønderborg Kommune, sammen med de øvrige medlemmer af Landsforeningen Danmark på Vippen, i sidste uge punkterede myten om, at arbejdspladser i København skulle være en fordel for hele Danmark, fordi de skaber arbejdspladser i hele landet. København har i mange år markedsført en påstand om, at 100 jobs i København skaber 20 jobs i resten af landet.
Påstanden er forkert og en myte uden forankring i virkeligheden, lyder det nu fra kommunen og Danmark på Vippen, som i stedet tror på, at det er en investering i arbejdspladser uden for storbyerne, herunder ikke mindst i en kommune som Sønderborg Kommune, der bedst skaber fremskridt og velfærd i hele Danmark.
”Og præcis den tilgang er det næste, vi nu skal til at undersøge og forhåbentlig dokumentere i Danmark på Vippen. Det skal undersøges videnskabeligt, hvor værdierne i Danmark reelt bliver skabt, og her vil Sønderborg Kommune blive et konkret eksempel på, hvilke fordele det giver hele Danmark at investere i et område som Sønderborg Kommune,” forklarer Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen.
Hvidbog vækker opsigt
Danmark på Vippen erobrede i sidste uge dagsordenen på kommunernes topmøde i Aalborg, da Jyllands-Posten på sin forside og to sider inde i avisen offentliggjorde resultaterne fra et kapitel fra Danmark på Vippens kommende hvidbog om fremtidens Danmark.
Kapitlet dokumenterer, at Hovedstadens mangeårige påstand om, at 100 nye arbejdspladser i København skaber 20 arbejdspladser i resten af landet, ganske simpelt er forkert. Alt tyder tværtimod på, at arbejdspladser i det lokale Danmark vil skabe mange flere arbejdspladser i det øvrige Danmark, end arbejdspladser i de store byer vil kunne gøre. Eller som Jyllands-Posten skrev i sin leder den 13. marts om københavnerpåstanden: ”... det er i bedste fald en myte – i værste fald en løgn.”
Det konkrete kapitel om jobskabelse i København er skrevet af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der selv konkluderer:
”Det drypper ikke på provinsen, når det regner på hovedstaden. De tal, der meget ofte fremhæves i debatten om vækst i Danmark, er baseret på så tyndt et grundlag og så få og skæve data, at de er forkerte. Rent faktisk viser flere forskningsresultater den modsatte sammenhæng: At arbejdspladser placeret i resten af landet har en mere gunstig effekt på skabelsen af arbejdspladser i Hovedstadsregionen end omvendt.”
Fakta
Danmark på Vippens mål er at skabe et Danmark i balance og er en alliance af kommuner, organisationer, pengeinstitutter, virksomheder og almindelige danskere, der ser et behov for, at økonomien styrkes uden for de to store byområder, København og Aarhus.